Skip to content

Studieliv

Farvel til joggingsæt – goddag til motivationen?

Mange studerende har prøvet det. Vækkeuret ringede blot 10 minutter før onlineundervisningen startede, og med søvn i øjnene bevægede man sig ud og bryggede dagens første kop kaffe. Computeren blev tændt i sidste øjeblik, ofte i sofaen eller sengen. Undervisningen startede, før man var rigtig vågen, og der sad man i nattøj og med morgenkaffen i hånden og prøvede at hive den sidste selvdisciplin frem fra dybet.

Ovenstående var hverdagen for mange studerende på grund af coronapandemiens påvirkning af studielivets hverdag. Motivationen for det faglige blev udvisket af fortvivlelsen over at sidde hjemme dag ud og dag ind. Men lige da mange havde vænnet sig til hjemmets trygge rammer, den ubegrænsede forsyning af kaffe og hverdagen i det matchende joggingsæt, ramte en normal hverdag os igen.

Pludselig føltes det forudsigelige enormt uforudsigeligt, og man blev kastet tilbage til fysisk undervisning, eksamener og medstuderende. Man kunne ikke længere gemme sig bag skærmens useriøse setup, og pludselig føltes det at genfinde motivationen for en normal hverdag som at skulle opfinde den dybe tallerken.

En af de studerende, der har skulle tilpasse sig uvisheden i en skiftevis online og fysisk undervisning, er 23-årige Simone Bendix Andersen. Simone påbegynder sit sjette semester på hendes bachelor efter jul og er en af de studerende, hvor motivationen har været særligt præget af den onlineundervisning. I starten hyggede Simone sig i sine matchende joggingsæts, men der gik ikke længe. Hun siger:
”Jeg havde vildt svært ved at koncentrere mig, når jeg sad derhjemme i mine egne faste omgivelser.” Hun tilføjer, at hun som mange andre var virkelig demotiveret på grund af den onlineundervisning.

Håb blandt de fleste

På trods af et håb for de fleste studerende om, at motivationen ville komme tilbage som et lyn fra en klar himmel, da landets universiteter igen indbød til fysisk undervisning, var dette også en svær omvæltning for mange.

For Simone var det især den manglende træning i fysiske eksamener, der prægede hendes femte semester: ”Vi havde vores første fysiske eksamen i næsten to år for nylig. Og jeg var enormt nervøs, fordi jeg kunne mærke, jeg var helt ude af træning.”

På trods af denne udfordring endte det dog med at være en god oplevelse: ”I retrospektiv syntes jeg, det var enormt rart (at have fysisk eksamen, red.), fordi man skal jo alligevel vænne sig til at være tilbage fysisk igen.”

Det er ingen hemmelighed, at det for Simone, og for mange andre, har været svært at genfinde motivationen til det fysiske format, men hun er dog ikke i tvivl om, hvad hun foretrækker: ”Den kontakt, du har til vejleder, undervisere og medstuderende, når du kan møde op fysisk, er bare helt unik og kan ikke erstattes af det onlineformat.”

Mange studerende kan nok indrømme, at pandemiens konsekvenser har påvirket deres motivation. Vi må dog trøste os med, at det matchende joggingsæt forhåbentlig kan forblive i skabet næste semester, og at vi kan arbejde på at genfinde motivationen for vores (fysiske) undervisning.

Denne artikel er skrevet af en af Kommunikation og Sprogs studenterkoordinatorer. Artiklen har tidligere været udgivet i Kommagasinet.

Du kan altid finde din studenterkoordinator på dit universitet, hvis du har spørgsmål om din fagforening. 🧡

Back To Top
Search