skip to Main Content

Studieliv

5 gode råd til udveksling

Når man planlægger et semester på udveksling, kan der være mange aspekter, der er værd at overveje. En god ide kan derfor være at få rådgivning fra studievejledningen på dit universitet. Jeg har derfor snakket med Rikke Ljungkvist Knøss, der arbejder som studievejleder på AAU CPH for bachelorerne på Kommunikation og Digitale Medier (KDM), samt kandidaterne på Kommunikation (KOM) og Information Studies (IS). Rikke har selv været på udveksling, og på baggrund af det, samt hendes job, kommer hun her med 5 gode råd til dig, der overvejer udveksling:

1. Gør dig overvejelser om, hvad du ønsker at få ud af dit udvekslingsophold

Når du skal vælge, hvor du gerne vil på udveksling henne, er det vigtigt at overveje, hvad du gerne vil have ud af oplevelsen. Tager du på udveksling for at være social? Vil du afsted for at få nogle bestemte fag, der baner muligheden for en eventuel specialisering i din uddannelse? Hvor svært skal det faglige niveau være? Dette er værd at overveje inden afrejse, idet det kan være afgørende for, hvilket universitet der er oplagt for dig at besøge.

2. Tag afsted i god tid, og find din bolig

Nogle universiteter har tilknyttet mulighed for bolig, når du skal på udveksling. Dog kan du også risikere, at du selv skal ud at lede efter bolig, men hvordan skal man lige gribe det an? Hertil går anbefalingen på at tage af sted noget tid, før du skal begynde på studiet. På denne måde har du tid til at lære byen at kende og finde ud af, hvor du ønsker at bo. Mens du leder efter bolig, kan du eventuelt bo på hostel eller undersøge muligheden for Airbnb. Hvis du leder efter en lejlighed at leje, kan du med fordel undersøge Facebookgrupper, hvor folk udlejer lejelejligheder.

3. Økonomien behøver ikke være en stopklods

Det koster penge at tage afsted på udveksling, men det er muligt at søge legater til at dække nogle af udgifterne, både inden og undervejs i dit ophold. Det er dog altid fordelagtigt at starte ansøgningen i god tid. Derudover kan du med fordel også undersøge muligheden for job, når du er afsted, eller om det er muligt for dig at beholde dit studiejob, mens du er afsted, og dermed udføre arbejdet som fjernarbejde. Husk, at du som medlem af KS kan ansøge om vores legat til udlandsophold. Læs mere her.

4. Husk at undersøge forholdene om corona

På de fleste universiteter findes ’internationale kontorer’, hvor du kan få rådgivning i forhold til udlandsophold. Har du spørgsmål om udveksling i forhold til corona, kan du derfor med fordel tage en snak med det internationale kontor på dit universitet.

5. Du kan også tage på udveksling i Danmark

Hvis corona skulle forhindre, at du kan tage på udveksling i udlandet, men du stadigvæk har brug for luftforandring i hverdagen, er det også muligt at tage på udveksling indenrigs. Det kan være en fordel, hvis du ikke ønsker at tage til udlandet, men stadigvæk gerne vil have luftforandring eller supplere din uddannelse med nogle andre fag end dem, der bliver tilbudt på dit universitet.

Denne artikel er skrevet af en af Kommunikation og Sprogs studenterkoordinatorer. Artiklen har tidligere været udgivet i Kommagasinet.

Du kan altid finde din studenterkoordinator på dit universitet, hvis du har spørgsmål om din fagforening. 🧡

Back To Top
Search