Skip to content

Studieliv

Derfor anbefaler jeg altid feltarbejde

Hvad får jeg ud af det? Kan det bruges til noget? Hvor skal jeg tage hen? Der er tit mange spørgsmål, når det kommer til feltarbejde. Og det kræver lidt mere arbejde af dig. Men det er det hele værd. Det her er historien om et feltarbejde i Tyskland, der gav et nyt perspektiv på klimakrisen.

Måske vi kan starte med spørgsmålet: Hvad er feltarbejde? Jo, feltarbejde vil sige, at du tager ud i ’felten’, og det er ofte noget, der forbindes med antropologi eller lignende fag. Men det dækker over alt lige fra interviews til observationer. Eksempelvis lavede jeg feltarbejde i Tyskland sammen med en gruppe, hvor vi både observerede og interviewede.

Vi skulle skrive et gruppeprojekt. Det gør man ofte på Roskilde Universitet. Og vi ville gerne gøre noget andet, end vi plejede. Vi blev enige om at tage på feltarbejde. Projektet handlede om klimaaktivister, og vi fandt frem til en camp i Tyskland, hvor vi kunne opleve aktivisternes hverdag.

Campen lå i en lille by, der var i fare for at blive ryddet for at en kulmine, der ligger ved siden af, kan udvides. Vi kunne følge hverdagen i campen på Instagram og besluttede at tage derned.

Før afgang havde vi en masse spørgsmål: Hvordan ville det være? Ville vi skille os meget ud fra dem? Ville det blive muligt at tale med nogle af dem, eller gad de mon ikke det?

Heldigvis fik vi kontakt til nogle af aktivisterne på forhånd, og de havde sagt ja til at hjælpe os ved enten selv at deltage i interview eller finde nogen, der ville.

Vi ankom til en lille station midt i ingenting og skulle finde en vej til en endnu mindre by, hvor campen lå. Der kom en bus, der skulle derud, og vi steg ombord. Det hele var meget fremmed, og vi var spændte på, hvad vi kom frem til. Vi havde lavet en aftale med en aktivist, der ville vise os rundt, når vi kom dertil.

En stor mudderpøl

Campen i sig selv bestod af et cirkustelt, nogle pavilloner og primitivt byggede træhuse. Overalt var jorden dækket af mudder, der var blevet skjult af et lag flis. Eller flisen var allerede mudret godt til. Jeg var glad for, at vi havde taget praktiske sko på, der kunne tåle at blive mudrede.

Her boede nogle af aktivisterne fast, mens andre var kommet på besøg i kortere eller længere tid for at støtte landsbyboernes kamp mod kul-selskabet. Det var i oktober måned, der var koldt, og de sov i telte på en mark i mudderet. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at så går man altså op i klimaet.

Og det gjorde de. Vi talte med mange, der havde sagt deres job op for at bidrage til klimakampen. Andre brugte deres fritid på det, mens de var studerende. Det var en øjenåbner.

Noget andet, der overraskede os, var, at mange diskussioner i campen handlede om veganisme og antiracisme. Noget, vi måske ikke havde fundet ud af, hvis vi ikke var taget derned. Og så blev det et helt andet projekt af, at vi kunne se minen, campen og landsbyen med egne øjne.

Derfor vil jeg altid anbefale feltarbejde til dig, der vil have noget ekstra ud af dine projekter på studiet. Det kan give dig oplevelser, du ellers aldrig havde fået og samtidig bidrage med ekstra perspektiver til dine opgaver.

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search