skip to Main Content

Studieliv

Mollie kom ikke ind på kandidatuddannelsen: ”Tag det en dag ad gangen”

Når der lige om lidt kommer besked ud om optag på kandidatuddannelsen, er der nogle, der ikke kommer ind. Sådan gik det for Mollie Theilgaard Christensen sidste år, og det rykkede ved hendes uddannelse. Her er hendes råd til andre, der får afslag på drømmeuddannelsen.

”Fuck, hvad gør jeg så,” tænkte Mollie Theilgaard Christensen, da hun fik beskeden om, at hun ikke var kommet ind på den kandidatuddannelse, hun havde regnet med at skulle starte på.

”Først havde jeg det ret håbløst. Og tænkte: Hvad gør jeg så nu? Så jeg skulle lige finde ro i, at det ikke var det, jeg skulle. Jeg sagde til mig selv, at det var okay at være sur og ærgerlig over det. Man kan sagtens tænke positivt og sige: Det skal nok gå – og det skal det nok også – men det er også okay at ærgre sig. Det tror jeg faktisk er ret vigtigt,” fortæller Mollie.

Mollie Theilgaard Christensen har læst en bachelor i kommunikation og dansk på Roskilde Universitet, men havde søgt ind på en kandidat på et andet universitet. En kandidat, hun altså ikke kom ind på.

Hun havde følelsen af at have fået et ekstra år, men da det var under corona og ikke var planlagt, var det svært at se, hvad hun skulle bruge det på.

”Alle andre var i gang med uddannelser eller ved at blive færdige. Min kæreste og mine venner studerede, så jeg kunne ikke lige tage ud at rejse sammen med nogen,” siger hun.

Alene om at holde pause

Netop det med at være alene om at have en pause, var hårdt, husker Mollie.

”Omkring fem dage efter jeg fik beskeden, skulle jeg til min venindes kandidatfest, og hun havde scoret det fedeste job, og alle var helt oppe at køre. Og jeg kunne slet ikke sige til folk, at jeg ikke var kommet ind,” siger hun og tilføjer:

”Det var en af de ting, jeg fandt ud af ret hurtigt: Jeg kunne ikke overskue at fortælle det til folk. Ikke fordi jeg skammede mig over det, for det handlede jo ikke om mig – det sker for så mange – men fordi jeg ikke orkede at fortælle hele historien om processen op til og antallet af ansøgere, og at jeg ikke havde søgt andet.”

Da chokket havde lagt sig, gik hun i gang med at finde ud af, hvad der så skulle ske.

”Jeg tænkte også, at jeg jo ikke kunne gøre noget ved det. Så det handlede om at acceptere det og de følelser, der fulgte med. Det var meget vigtigt at tage en dag ad gangen,” husker hun.

Det økonomiske var vigtigt

I første omgang var det vigtigt at få styr på det økonomiske.

”Samme dag, som jeg fik beskeden, skrev jeg til min chef på mit studiejob, om de havde noget arbejde til mig i mellemtiden. Jeg var lidt blæst omkuld og havde slet ikke regnet med ikke at komme ind. Det havde de,” siger hun og fortsætter:

”Det gav en ro, for jeg kunne jo pludselig heller ikke få SU, når jeg ikke skulle starte på kandidaten. Den stoppede, da jeg færdiggjorde min bachelor. Det stressede mig også. Hvis jeg samtidig ikke havde et job, så havde jeg ikke kunnet betale min husleje.”

”Jeg fik nogle andre arbejdsopgaver og tilegnede mig nogle andre kompetencer samtidig med, at jeg fik mere ansvar. Så det var rigtig heldigt.”

I dag, snart et år senere, har hun et helt andet syn på tingene.

”Jeg kan mærke, at jeg stadig vil videre og være færdig. Og jeg har skullet lære at være mindre rastløs. For jeg kan ikke styre det. Jeg har været glad for at have fået nogle andre opgaver på mit arbejde. Og en anden erfaring at skrive på mit CV. Og jeg er glad for, at jeg har kunnet holde ud at være tvunget til at holde en pause,” fortæller hun.

Har søgt ind på flere kandidater

Hun har søgt ind på den samme kandidat igen, og denne gang har hun også søgt ind på en anden for at være helt sikker på at kunne begynde på en kandidat til september.

”Jeg havde troet, det ville være jordens undergang, hvis jeg ikke kom ind. Og sådan har det også føltes ind imellem, men jeg sidder jo her, tiden er gået, jeg har søgt ind igen og får svar om nogle måneder, men det er gået vildt hurtigt. Og når jeg får at vide, om jeg er kommet ind eller ej, så har jeg den afklaring,” siger Mollie.

Hun har følgende råd til dem, der ikke kommer ind på den uddannelse, de regnede med:

”Jeg fik selv mest ud af at tage det hele en dag ad gangen. Du kan ikke ændre på det. Det er let at blive stresset over det, men jeg vil anbefale, at man giver sig selv tid til at være skuffet og så tager det en dag ad gangen derfra. Og tro på, at der kommer noget godt ud af det. Der har været nogle andre kandidater, jeg kunne søge i år for eksempel. Og den dag, du er færdig, tænker du ikke på det ene år. Så har du fået det med. Det er lige nu, det er svært. Og det er okay, at det er det.”

Anja Skov Marcussen

Studerer journalistik og kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet.

Back To Top
×Close search
Search