Bæredygtighed er i høj grad blevet et vigtigt og aktuelt emne, både for forbrugere, virksomheder og især for os kommunikatører. For hvordan skal vi som kommunikatører kommunikere om et så debatteret emne, som de fleste efterhånden har en holdning til?
Tekst / Trine Søgaard Jørgensen
Foto / Meg Nielson
Udgivet / April 2022
Vi kender alle til ordet greenwashing, som er tæt forbundet med bæredygtighedskommunikation, og der ligger derfor en stor opgave for os i at kunne kommunikere bæredygtighed troværdigt, oplysende, konkret og målrettet.
Er du – ligesom mig – interesseret i at lære mere om, hvordan du kan få succes med at kommunikere bæredygtighed til din målgruppe, så læs med her. Jeg deltog nemlig i Kommunikation og Sprogs webinar om bæredygtighed og kommunikation, som blev afholdt af Marta Karolina Olsen, der er konsulent og ekstern lektor på Københavns Universitet.
Bæredygtighed handler ikke kun om miljøet
Når vi taler om bæredygtighed i dag, handler det ikke kun om miljøet, men også om ligestilling, diversitet, medarbejderforhold med mere. Alt dette er en del af en bæredygtig fremtid, og det er en del af begrebet CSR (Corporate Social Responsibility). CSR er virksomheders sociale ansvar overfor samfundet og handler om, at virksomheder agerer på en måde, som minimerer negative påvirkninger og maksimerer positiv værdi for menneskerne, miljøet og økonomien i samfundet.
Kommuniker konkret
Det kan være meget abstrakt at kommunikere bæredygtighed, for hvad er betydningen af, at den globale opvarmning er skyld i, at temperaturen stiger med 1,5 grader? Dog er effekten og konsekvenserne ofte konkrete, og det er disse, du som kommunikatør skal fokusere på, når du kommunikerer til din målgruppe. Når du skal kommunikere konkret, handler det om at få skabt billeder på det, du kommunikerer, som får folk til at forstå det og får dem til at føle, at det er mere håndgribeligt. Dette er især vigtigt, når du sidder i en virksomhed og skal kommunikere virksomhedens positive tiltag indenfor bæredygtighed. Det handler om at få skabt nogle forståelige, konkrete billeder af hvordan man gør en forskel.
Balance mellem ydmyghed og handling
Ydmyghed er nøglen til at kunne mestre bæredygtighedskommunikation, da alle kan blive mere bæredygtige, også dem, som i forvejen gør det rigtig godt. Bæredygtighedskommunikation skal altså både indeholde et element af handling og ydmyghed. Der skal være en balance mellem de to, da kommunikation uden handling kan blive opfattet som greenwashing, og kommunikation uden ydmyghed kan blive opfattet arrogant og utroværdig. Det er altså vigtigt, at ydmyghed og handling er forbundet, og at du som kommunikatør for en virksomhed altid kommunikerer, at der er noget virksomheden vil gøre bedre, og at den ikke er i mål endnu. Samtidig skal du hele tiden kigge på, hvad det er for nogle handlinger, der ligger bag den kommunikation, du laver. Handlingerne skal selvfølgelig følge kommunikationen, ellers er det nemt for virksomheder at ende i shitstorms. Når dette sker, skal du som kommunikatør i gang med et reparationsarbejde, og her er ydmyghed nøglen til succes. Det gælder altså om altid at have indstillingen ”vi er på vej”, når der kommunikeres bæredygtighed, og dette skal gøres med ydmyghed.
Skab en ramme
Når du kommunikerer bæredygtighed, er det en god ide at skabe en ramme, som du kan måle virksomhedens handlinger op imod. Ved hjælp af denne ramme kan du gøre virksomhedens handlinger mere konkrete og forståelige overfor din målgruppe. Det er oplagt at bruge FN’s verdensmål som en ramme til at fortælle, hvad man som virksomhed allerede gør i forhold til bæredygtighed, hvad man kan gøre anderledes, og hvad man kan sætte i gang. FN’s verdensmål er på den måde også en brugbar ramme, hvor virksomheder kan hente inspiration til, hvor de kan gøre en forskel med fremtidige handlinger, og hvad der er vigtigt at fokusere på.
Løft i fællesskab
Til sidst er det vigtigt at sige, at det ikke er en konkurrence om, hvem der kan være mest bæredygtige. Det handler tværtimod og at løfte i fællesskab og på tværs af virksomheder. I sidste ende har vi alle et fælles mål om og et ansvar for at bevare vores planet, og når vi samarbejder, når vi længst. Så sørg for at kommunikere succeserne – ikke kun dine egne, men også andres. På den måde kan bæredygtige initiativer blive til nye normer i samfundet.
Er du interesseret i at læse mere om bæredygtighed og kommunikation, så tager det nye Kommagasin netop fat i dette emne. Du kan finde det her.