Skip to content

Studieliv

”Jeg troede faktisk aldrig, at jeg skulle tilbage til universitetet”

Lige om lidt får mange svar på, om de er kommet ind på deres kandidat. Nogle har været væk fra universitetet, siden de afsluttede deres bachelor. Deriblandt er Andrea, der arbejdede i fem år, inden hun vendte tilbage til universitetet for at starte på sin kandidat. Her ser hun tilbage på de overvejelser hun havde, inden hun valgte at fortsætte studierne.

29-årige Andrea blev i 2016 færdig med sin bachelor i antropologi med sidefag i tysk. Siden da har hun arbejdet fem år i ufaglærte stillinger. ”Jeg valgte at arbejde i stedet for at læse videre, fordi jeg begik den fejl at starte min bachelor for tidligt. Jeg har altid været meget ambitiøs, men jeg ville ønske, at jeg havde taget mig tiden til at finde ud af, hvem jeg var, før jeg startede studiet”, fortæller hun og fortsætter: ”Jeg troede faktisk aldrig, at jeg skulle tilbage til universitetet og læse videre, for jeg tænkte bare ”fuck det”, men samtidig så elsker jeg at læse, og jeg synes det er spændende at blive stimuleret.

Andrea søgte derfor sidste sommer ind på kandidatuddannelsen i interkulturelle markedsstudier og i den forbindelse gjorde hun sig mange tanker: ”jeg skulle tilbage på SU, og det er jo noget færre penge man får udbetalt i forhold til, når man har et fuldtidsarbejde, så det var da en ting der fyldte rigtig meget”, siger hun og fortsætter: ”jeg tænkte selvfølgelig også over, om jeg ville kunne finde ud af at side stille og læse, da jeg altid har haft fysiske jobs. Derudover var jeg bekymret for, om jeg ville have svært ved at planlægge min hverdag, da man jo ikke har et fast skema på universitetet, og man skal selv strukturere sin hverdag”.

”Selve læsningen var jeg ikke så bekymret for, da jeg altid godt har kunnet lide at læse, og det var også noget af det, jeg savnede. Jeg var selvfølgelig spændt på, om jeg ville kunne nå at læse alting ved siden af at have et studiejob og en studiegruppe, men det har ikke været et problem”.

I dag har hun læst på kandidaten i snart et år og kan nu kigge tilbage på, hvordan det var at starte på universitetet igen: ”Jeg synes faktisk ikke, det har været svært at komme tilbage, men jeg havde også nogle meget klare retningslinjer denne her gang for, hvad jeg ville. Jeg ville gerne have en studiegruppe, som jeg kunne samarbejde med, for det fravalgte jeg på min bachelor, fordi jeg syntes, at gruppearbejde var træls. Men siden da har jeg lært på arbejdsmarkedet, hvor gavnligt gruppearbejde kan være. Jeg har heldigvis fundet en god studiegruppe, og det synes jeg, har gjort det meget lettere at komme tilbage”.

Det vanskeligste ved at komme tilbage til universitetet for hende var, at der ikke er et fast skema: ”Det har jeg haft det svært med, fordi jeg godt kan lide at lægge planer, og det er meget lettere, når man har faste arbejdstider”, fortæller hun.

Måske sidder du i samme situation, som Andrea gjorde sidste forår, og overvejer, om du skal søge ind på en kandidatuddannelse. Til dig har hun følgende råd: ”Gør det! – jeg har været rigtig glad for, at jeg gjorde det. Selvfølgelig kan der være bekymringer omkring økonomi og andre ting, men som regel kan man få det til at gå op på en eller anden måde. Men man skal også være realistisk, for jeg er mere tidspresset, end jeg var, da jeg havde fuldtidsarbejde. Man skal også vide, at der ligger rigtig meget arbejde i at studere. Det handler om at lægge en slagplan for, hvordan man får det til at fungere”, siger hun.

Andrea giver dette råd til dem, som skal tilbage til universitetet efter en længere pause:
”Sæt dig nogle helt konkrete mål. Tænk over, hvad der har givet dig succes i dit arbejdsliv, og prøv at tage de styrker, du har derfra med ind i studiet. Som regel, når man har haft afstand til studiet, kan man se, hvad man kunne have gjort bedre – så prøv at reflektere over det. Lad være med bare at gøre det samme igen, men prøv at optimere din proces”, afslutter hun.

Studerer interkulturelle markedsstudier på tysk på KU & CBS

Back To Top
Search