skip to Main Content

Studieliv

Step by step: Sådan samarbejder du med en virksomhed i din eksamensopgave

Når du skal skrive eksamensopgaver, kan det være en god ide at samarbejde med en virksomhed og bruge den som en case til at forklare dit fags teori i praksis. Men det er ikke altid nemt at få fat i virksomheder, og derfor kan det virke som en uoverskuelig opgave at skulle kontakte en virksomhed og få interviewaftaler på plads. Læs med her, og bliv klogere på, hvordan du kommer i gang.

Find den virksomhed, du vil samarbejde med

Den nemmeste måde at komme i kontakt med en virksomhed er, hvis du enten selv har arbejdet i den, eller hvis du kender nogle, som gør. Tænk over, om nogle af de virksomheder hvor du tidligere har haft studiejob, kunne være relevante til dit formål. Ved at vælge en virksomhed som du selv har arbejdet i, har du en fordel, fordi du allerede kender virksomheden og dens arbejdsprocesser. Du sparer altså tid på ikke at skulle sætte dig ind i det i eksamensperioden. Har du eller dit netværk ikke arbejdet i en virksomhed, som du kan bruge i din eksamensopgave, så er det en god ide at kigge i nyhederne og læse de historier, som der bliver skrevet om diverse virksomheder. Ofte kan du finde meget inspiration i disse historier, og du kan opdage virksomheder, som du ikke selv havde tænkt på.

Forbered spørgsmål

Når du har besluttet dig for, hvilken virksomhed der kunne være interessant i din eksamensopgave, skal du gå i tænkeboks: Hvad er relevant at vide om virksomheden til din opgave? Her gælder det om at finde din endelige problemformulering, så du ved, hvad du skal fokusere på i dit interview med virksomheden.

Tag kontakt 

Næste skridt er at finde ud af, hvordan du kommer i kontakt med din valgte virksomhed. Har du selv arbejdet i virksomheden, eller kender nogle der gør, så har du ofte et nummer, du kan ringe til, eller en e-mail du kan skrive til. Kender du ikke nogen i virksomheden, kan du finde disse oplysninger ved at søge på virksomheden på nettet. Når du tager kontakt, anbefales det, at du ringer til din kontaktperson i virksomheden frem for at skrive en e-mail. Det er en god ide at ringe, da virksomheder kan komme til at overse din e-mail, eller der kan gå lang tid, inden du får et svar. Ring gerne om morgenen, da det ofte er inden medarbejderne går til møder og får travlt med andre arbejdsopgaver.

Start samtalen

Når du ringer til virksomheden, er en god måde at starte samtalen på, at introducere dig selv med navn og hvilket universitet du går på. Spørg derefter, om du må få 10 minutter til at stille nogle spørgsmål til din eksamensopgave. De fleste virksomheder vil gerne hjælpe og er åbne overfor at svare på spørgsmål. Stil herefter de spørgsmål, som du har forberedt på forhånd og sørg for nogenlunde at overholde tidsrammen. Det er en god ide at optage interviewet, så du ikke skal skrive ned, samtidig med at du lytter og stiller spørgsmål. Husk altid at gøre opmærksom på, at samtalen optages. Når du optager interviewet, er det nemt at transskribere det senere, lægge det som et bilag til din opgave og dermed dokumentere, at du har afholdt det.

Skriv din opgave

Nu har du forhåbentlig alt, hvad du skal bruge til din opgave, og du kan gå i gang. Afhængig af hvilken opgave du er i gang med at skrive, kan det være relevant at have løbende samtaler med virksomheden. Ofte er virksomheden også selv interesseret i at høre, hvad du har fået ud af din opgave. Sørg for at sende din opgave forbi virksomheden inden du afleverer den og husk at spørge, om nogle af oplysningerne er fortrolige, så du ved, om du må dele din opgave med andre end universitetet.

Connect på LinkedIn

Netværk, netværk, netværk. Udnyt at du er kommet i kontakt med personer i virksomheden og connect med dem på LinkedIn. Måske får du brug for at komme i kontakt med dem igen, og så er det superfedt at have en direkte kontakt til virksomheden på LinkedIn. Hvem ved, måske ender du en dag med at søge job i virksomheden.

Studerer interkulturelle markedsstudier på tysk på KU & CBS

Back To Top
Search