skip to Main Content

Kommunikation

3 spørgsmål og svar om at speake

Som kommunikatør kan du komme ud for, at en af dine arbejdsopgaver er at speake en video eller podcast. Men hvordan gør man lige det? Vi har spurgt retoriker Louise Fischer-Nielsen fra Taleværdstedet til råds. Læs med her og få svar på de tre allervigtigste spørgsmål om speak.

Hvad skal man være særligt opmærksom på, når man skal speake til for eksempel en video eller podcast?

”Man skal starte med at kigge på den tekst, der er skrevet (måske man selv har skrevet den, eller måske har andre skrevet den). Den tekst skal man tage et grundigt kig på og prøve at læse den op for sig selv for at mærke, hvordan den ligger i munden. En stor faldgrube, når vi skal speake, er, at vi har for skriftlige tekster, der ikke passer til den mundtlige situation, de skal fungere i. Når vi skriver, skriver vi med øjnene, men dem, der skal lytte, har for det meste kun ørerne, og det er meget forskelligt, hvad vi forstår og kan rumme gennem de to sanser, og hvordan man så kan kommunikere til dem. Hvis du selv skriver speaken, så prøv at starte i det mundtlige. Tag din telefon og optag dig selv sige speaken højt. Så skriver du det ind, som du siger, og så retter du i det, så du har en mundret speak, der er god til øret, men som har skriftens præcision.

Det hænger sammen med det allervigtigste, når man skal speake, nemlig at det lyder naturligt. At der er en genkendelig nærhed i speaken. Hvis speaken er meget skriftlig (lange sætninger, indskud, brug af skriftlige markører som “dette” og “denne”), så skaber det en afstand eller en distance til lytteren. Det samme sker, hvis man for eksempel altid holder pauser ved grammatisk komma uden at overveje, om det nu er det bedste for teksten. Eller hvis man har den samme sætningsmelodi hele tiden. Så står det i vejen for den, der skal lytte, så det bliver det eneste, lytteren kan fokusere på. Der skal nemlig ikke meget til at hyle os ud af den og glemme at lytte til speakens indhold. Det kender de fleste sikkert godt: Vi slukker hurtigt for en lydbog eller en podcast, hvis vi ikke kan lide speakeren eller indlæseren. Så det allervigtigste er, at man husker på sin tilhører og prøver at overkomme den afstand, der er. Lytteren skal have en fornemmelse af, at det nærmest er en samtale på en bar, man er med i.”

Hvad kan man selv gøre for at blive bedre til det?

”Man kan gøre rigtig meget! De allerfærreste er født dygtige talere eller speakere, så der er meget, man kan gøre for at blive bedre. Først og fremmest kan man øve sig ved at optage sig selv og lytte til det. Måske endda lytte til det sammen med andre, som man stoler på. Hvad hører I? Hvad fungerer? Hvad kunne være bedre? Hvad lyder unaturligt? Man kan også finde sig nogle gode forbilleder og prøve at høre efter, hvad de gør, som er godt. Man skal selvfølgelig ikke efterligne nogen eller spille skuespil, men måske er der en speaker, der er god til pauser eller til at tale langsomt, som man kan lade sig inspirere af. Og så kan man arbejde med de mundtlige virkemidler. Jeg har sammen med min medforfatter på bogen Fra øje til øre. Redskaber og virkemidler i oplæsning udviklet værktøjet den mundtlige mikserpult. Den består af forskellige knapper, som man kan lære at skrue på for at lære sit instrument at kende. De knapper er frasering (hvordan man deler sine sætninger og informationer og i meningshelheder – herunder melodien, pauserne og tryk), tempo, artikulation, klang og volumen. Og det hænger selvfølgelig også sammen med en opmærksomhed på stemmen og på kroppen. Det er vigtigt, at man har en god grundteknik, så man kan høre og forstå det, du siger, men nogle speaks skal være langsommere med flere pauser, og andre skal gå hurtigere. Det kommer an på indholdet og konteksten. I vores bog kan man finde en masse teksteksempler, der træner de forskellige knapper. Så en start kunne være at optage sig selv lave øvelserne fra bogen og lytte til optagelserne efterfølgende.”

Har du nogle øvelser, du vil anbefale til dem, der ikke har prøvet at speake før?

”Først og fremmest øv dig på speaken ved at læse den højt og optag dig selv prøve noget forskelligt. Læg trykket forskelligt, lav forskellige pauser. Og lyt så til, hvad der lyder bedst og mest naturligt og nært. Og hvis du selv skriver speaken, så sørg for, at den er mundtlig.

Jeg vil også altid anbefale at fokusere på fraseringen – eller flowet i sætningerne, så de flyder godt og giver mening. For eksempel kan man gøre det ved at lave tegn i manus, hvor trykket skal være. Og så holde ordentlige pauser. Lytteren skal nemlig bruge ret lange pauser for at forstå det, der bliver sagt (og hold også en pause før og efter speaken, så det er til at klippe i).

Langt de fleste kan også have godt af at fokusere på artikulationen, altså at tale tydeligt. MEN her er det vigtigt, at artikulation IKKE er at udtale ordene som de staves (lad endelig være med det – altså sig “gi'” i stedet for “give” og “komm” i stedet for “komme”), men udtale ordene mundtligt, men med lidt mere gang i kind-, mund- og kæbemusklerne. Altså at åbne munden noget mere. Det skal selvfølgelig ikke lyde helt unaturligt, men der er jo ingen, der ser os speake, så du kan godt give den lidt mere gas. Der er også en del artikulationsøvelser i bogen Fra øje til øre.”

Vi håber, du har fået lidt mere mod på at speake selv. Det kan være lidt grænseoverskridende først, men med øvelse bliver det rigtigt sjovt at lege med stemmen. God fornøjelse!

Studerer journalistik og kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet.

Back To Top
Search