Skip to content

Studieliv

Sådan kommer du ned i gear i ferien

Selvom de fleste af os for længst er gået på sommerferie, kan det være svært at lægge studielivet helt på hylden. Semesterstart føles utrolig tæt på, den dårlige samvittighed kommer krybende, og måske er der også en reeksamen at bekymre sig om. Jeg har talt med to psykologer om, hvordan man som studerende får slappet af i ferien. Her er deres bedste bud.

Prioritér at slappe af

Det her punkt kan virke indlysende, men er også det vigtigste – og måske vanskeligste. Hvis ikke man prioriterer at slappe af, får man det ikke gjort. Mennesker er ikke fysiologisk designet til at holde et højt tempo i lange perioder ad gangen, siger Line Brehm Johansen og Maria Bergström, der begge er uddannede psykologer og rådgivere hos Studenterrådgivningen. Vi har simpelthen brug for pauser, hvis vi skal kunne præstere optimalt. Sommerferien er for de fleste et langt afbræk fra studiet, men hvis ikke vi kan komme ordentligt ned i gear, risikerer vi, at næste semester bliver den samme trædemølle af dårlig samvittighed, overskredne deadlines og overambitiøse mål, som måske endda leder til manglende motivation på studiet.

Det kan være svært at trække stikket og lægge den dårlige samvittighed fra sig, hvis ikke man aktivt arbejder for det og skaber rammer, hvor det er muligt. Det kan være ved at lægge et skema, hvor du sætter tid af til at få løst de problemer, du står over for, eller de ting, du føler, at du “burde lave”, når du slapper af. På den måde giver det plads til, at du faktisk kan lave en aftale med dig selv om at slappe af, når du har brug for det.

Tænk over, hvad der giver dig energi

Om sommeren kan det være ekstra svært at balancere sin tid, fordi man gerne vil nå det hele. Vær ekstra opmærksom på, hvilket aktiviteter der dræner dig for energi, og hvilke der giver dig energi. Nogle mennesker kan sagtens have tre forskellige kaffeaftaler på én dag, men hvis du er helt drænet efter den første, er det måske et tegn på, at du skal tage den med ro. Det gør dig ikke til et mindre spændende eller mindre perfekt menneske at sige nej til ting, der dræner dig for energi. Sig i stedet ja til de ting, der giver dig energi, uanset om det er en tur på stranden eller en film i sofaen.

Tag en SoMe-pause

Sociale medier er en stor del af manges hverdag – og måske også job -, og de fleste af os rækker ud efter vores telefon, når vi ikke har noget andet at tage os til. Sociale medier giver dog sjældent den pause, vi har brug for, hvis vi skal lade ordentligt op, selvom det virker fristende at scrolle. Planlæg tid, hvor du er væk fra din telefon og sociale medier. Det er hårdt i starten for de af os, der er blevet så vant til at scrolle på TikTok og Instagram, at vi knapt tænker over det – men det bliver lettere, og du skal nok få tiden til at gå. Læs en god bog, gå en tur et nyt sted hen, eller spil et spil i haven med vennerne. 

Tænk over, hvad der gør dig glad

Er det noget, du kan gøre mere af? Det kan være de helt små ting i hverdagen, som du sætter pris på, som kan agere pejlemærker for, hvordan du bedst spenderer din sommer. Måske slapper du bedst af i selskab med venner og familie, måske har du brug for at være alene. Måske har du brug for at lære noget nyt, eller måske vil du bare helst være sammen med dem, du holder allermest af. 

Lad være med at tro, at du kan nå ALT

Når sommeren endelig lander, kan det være fristende at tænke, at der bliver tid at nå alle de ting, man har forsømt i løbet af studieperioden. Og jo, selvfølgelig er der pludselig mere fritid for de fleste af os, men det betyder ikke at man kan – eller skal – nå det hele på én sommer. Lav en liste over de ting, du gerne vil nå i løbet af din sommer, og prioritér dem. Hvilke ting SKAL du nå inden for de næste par uger? Hvilke ting vil være rare at få ud af verden, men kan vente, til du er startet på studiet igen? Hvilke kan vente, til du er færdiguddannet? Til du er gået på pension? Overvej at fjerne de ting, der kan vente. Slip den dårlige samvittighed og følelsen af, at du “burde lavet noget”. Det er okay ikke at nå det hele.

Har du brug for råd og vejledning til studielivet?

Studenterrådgivningen er et gratis rådgivningstilbud til studerende på videregående uddannelser. Rådgiverne hjælper studerende med de problemer, der kan opstå under studielivet, såsom stress, eksamenspres, faglig og social trivsel, uvished om fremtiden og mange andre problemstillinger. 

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search