Skip to content

Marketing

SEO for begyndere sådan kommer du i gang

Bliver du også lang i ansigtet, når du hører, at et job kræver erfaring med søgeordsanalyser, organisk søgemaskineoptimering eller linkbuilding? Udtrykkene er efterhånden blevet en fast del af mange kommunikations- eller marketingmedarbejderes ordforråd, men hvad betyder det egentlig? Hvordan gør man? Er det overhovedet nødvendigt? Læs med og lær mere om, hvordan SEO kan blive relevant for dig.

SEO for begyndere: skriv til mennesker ikke maskiner

SEO står for ‘search engine optimization’ og er din måde at blive synlig på Google og dermed over for potentielle kunder eller brugere. Helt konkret handler det om at optimere din placering i en søgemaskines resultater ved at arbejde med blandt andet søgeordsanalyser og linkbuilding.

Selvom søgeord er vigtige for at opnå synlighed på Google, er det ikke vigtigere end at kommunikere klart til dine modtagere. SEO er en måde, hvorpå vi som kommunikatører kan forsøge at forstå maskinen, der prioriterer resultaterne på Google, så vi kan drive mere trafik til vores hjemmeside. Men i sidste ende skal vores hjemmeside læses og forstås af mennesker, så det er vigtigt at finde en balance imellem at prioritere søgeord, der styrker din synlighed, og at skrive klart og letforståeligt.

SEO: sådan kommer du i gang

Step 1: søgeordsanalyse

Søgeordsanalysen hjælper os med at spore os ind på, hvor vi skal bruge vores ressourcer – altså hvilket søgeord, vi skal optimere imod. Et godt sted at starte er med en søgemaskine som eksempelvis Google og et emne, du skal skrive om – i dette tilfælde leger vi, at det er honning. Når du plotter ‘honning’ ind i Google, vil der under din søgning blive vist antallet af resultater eller ‘hits’ på lige netop dét søgeord:

Hvis du udelukkende optimerer din side imod ordet ‘honning’, vil du altså skulle konkurrere med 6,3 millioner lignende sider, som også ønsker at opnå den højeste placering på dét søgeord – og kort fortalt vil det altså være meget vanskeligt at opnå en høj placering med dette søgeord.

Søgeordsanalysen er til for at spore os ind på lige netop dét søgeord, hvor der er passende konkurrence. En tommelfingerregel er, at vi skal finde et søgeord, hvor antallet af resultater er 4-5 cifre (1.000-99.999). Det kan godt tage lidt tid at finde det helt rigtige søgeord, men en god idé er at oprette et dokument eller et excel-ark, hvor du skriver ned, hvilke ord du har søgt på, og hvor mange resultater de hver især har givet. På den måde kan du hurtigt skabe dig et overblik over, hvor der er meget konkurrence.

For at komme nærmere et søgeord, vi faktisk kan bruge, kan man overveje, hvad det er for en honning, eller hvilke egenskaber ved den, man gerne vil fremhæve. Et søgeord med passende konkurrence kunne eksempelvis være ‘flydende rå honning’ eller måske ‘ufiltreret økologisk honning’:

Step 2: skriv langt

Google favoriserer lange tekster. Det betyder ikke, at du skal skrive langt for alt i verden, men hvis du har muligheden for at sætte et par ekstra ord på det produkt eller den ydelse, du skriver om, er det kun en fordel, når det kommer til søgemaskineoptimering.

Step 3: indarbejd søgeordet i din tekst

Når du har fundet dit søgeord, handler det om at få det indarbejdet i teksten. Du bør prioritere at indarbejde søgeordet i titler og overskrifter, men det er også vigtigt, at det fremgår i brødteksten – og gerne så tidligt som muligt. Igen er det vigtigt at huske på, at selvom vi er i gang med at tilpasse en tekst til en maskine, må vi ikke gå på kompromis med tekstens kommunikative kvalitet. Den skal, trods alt, stadig læses af mennesker.

Du skal ligeledes være opmærksom på søgeordsdensiteten – altså hvor ofte dit søgeord fremtræder per ord. Fremtræder dit søgeord for ofte, risikerer du, at Google nedprioriterer dit site, fordi den tror, det er fusk. En tommelfingerregel er, at en søgeordsdensitet ikke bør overskride 2% – det vil sige, at per 100 ord, du skriver, bør dit søgeord ikke fremgå mere end 2 gange.

Det kan være en fordel at anvende synonymer eller sekundære søgeord for at styrke din placering. Et sekundært søgeord kan findes på samme måde som det primære og indarbejdes i teksten på samme måde; det prioriteres blot ikke lige så højt og kan eksempelvis undlades i overskrifterne, hvor det primære søgeord bør prioriteres.

Step 4: tilføj links og billeder

Det er altid en god idé at tilføje links på din side. Det gælder både interne links (til andre sider på dit eget site), eksterne links (links til eksterne sider – vær dog opmærksom på ikke at linke til en eventuel konkurrent!) samt indgående links (andre sider, der linker til din side). Google favoriserer ligeledes indlæg med billeder, som yderligere kan indekseres, hvis du opkalder dem efter det søgeord, du har optimeret din side imod.

 

Hvis du vil lære mere om SEO, tilbyder KS løbende gratis webinarer, så du kan blive klædt på med værktøjer til at søgemaskineoptimere derudaf. Læs mere og tilmeld dig her.

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search