skip to Main Content

Studieliv

Udveksling i Bilbao: Bare rolig, det er alle anstrengelserne værd

Isabella har været på udveksling i Bilbao i foråret 2022 og fortæller i artiklen om sine oplevelser. For, som hun siger, er der mange praktiske ting, der skal falde på plads, når man skal på udveksling, men det kan lede til nogle af de mest fantastiske oplevelser, du har haft.

Jeg vil ikke lyve, for ja, der er mange praktiske og administrative opgaver at tage sig af, når man skal på udveksling. Men når det så er sagt – og kufferten er pakket, og dokumenterne er stemplet og sendt afsted – så tør jeg vove at påstå, at de næste fem måneder vil være alle anstrengelserne værd. Det var de i mit tilfælde – og du har sikkert hørt det før – men udveksling var en af mit livs største oplevelser, og jeg ville gøre det hele igen, hvis jeg fik muligheden.

Højt at flyve, meget at lære

Udveksling er mange ting, men for mig – og de mennesker jeg lærte at kende under mit ophold i Spanien – blev den største oplevelse at mærke luften strømme under vingerne. Luft i form af ny energi og inspiration, som jeg fik fra samtalerne med mine roommates, der kom fra Korea, Chile og Frankrig. Fra fremmede menneskers opbakkende smil, når jeg fik fremstammet en sætning på spansk. Fra de timer jeg brugte på et surfbræt ved Atlanterhavskysten og fra vandreture i Nordspaniens bjerge. Og ikke mindst fra tiden på universitetet, hvor undervisningen i kommunikation og spansk, og mødet med en ny kultur, smeltede sammen og supplerede hinanden.

Ud af bøgerne og ind i virkeligheden

For én ting er undervisningen og lærebøgerne om kommunikation. En anden ting er den læring jeg fik ud af at arbejde sammen med studerende fra hele verden, som kom fra alle tænkelige grene af kommunikationsfaget. Jeg har været i projektgrupper, hvor vi har været en norsk projektleder, en tysk grafiker, en hollandsk journalist – og mig, en dansk kommunikatør. Og det har været lige dele inspirerende og udfordrende, og har ikke mindst klædt mig på til de samarbejdsopgaver, jeg vil møde i arbejdslivet uden for universitetets trygge rammer.

Udveskling er mange ting, men én ting er helt sikkert, det er en uforglemmelig oplevelse. Så spring ud i det og glæd dig, for der venter dig så mange fede oplevelser, ny læring og dejlige bekendtskaber.

Back To Top
Search