Skip to content

Studieliv

Udveksling i Edinburgh: Kan man opbygge et netværk i et fremmed land på et enkelt semester?

Cæcilie har studeret i Edinburgh i foråret 2022 og kommer med sine bedste råd og erfaringer til dig, der overvejer udveksling, men som er nervøs for, om man kan nå at opbygge et netværk på blot et enkelt semester.

Vi taler kun om den glamourøse side af udveksling

Når folk spørger, hvordan mit udvekslingsophold var, har standardsvaret været, at det var mega fedt. Jeg har aldrig løjet, når jeg har sagt det, men blot elegant udeladt de ting, der var lidt mindre glamourøse ved at være på udveksling.

Jeg brugte den første uge i Edinburgh på at være fortabt. Både på den fede ‘alt er spændende, arkitekturen er fantastisk, og en cappuccino koster kun 25 kroner på en café!’-agtige måde. Men også på den dér ‘wow, hvor er jeg langt væk hjemmefra’- måde. For hvem rækker man ud til, når man er træt af at vandre brostensgaderne i sit eget selskab?

Jeg havde intet netværk i Edinburgh og måtte starte fra bunden. Jeg har jeg derfor samlet nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig, når det kommer til at skulle stable helt nye relationer på benene, mens man er væk hjemmefra.

Undersøg, hvilke aktiviteter dit værtsuniversitet tilbyder

De fleste universiteter er vant til at have internationale studerende og tilbyder arrangementer specifikt til jer, der kommer langvejs fra. Ankom en uge før studiestart, tag med til alle de aktiviteter, du kan overskue, og opdag, at alle andre er præcis lige så fortabte, som du føler dig. Jeg mødte flere af mine venner på den første rundvisning, vi havde på universitet. Man faldt i snak, når man gik rundt og beundrede de enorme, historiske bygninger, og fik italesat følelsen af ikke at have nogen at række ud til. Og så blev man enige om at række ud til hinanden.

Når det så er sagt, er det også okay, at ikke alle sociale interaktioner bliver til dybe, langvarige relationer. Jeg lærte det selv på den hårde måde, fordi jeg nok havde en lidt romantiseret forestilling om, at jeg ville møde mine sjælevenner på den anden side af kontinentet med det samme. Sådan fungerer virkeligheden sjældent. Tænk bare på, hvor mange mennesker der krydser vores veje herhjemme, uden at vi ender med at tilbringe hvert eneste øjeblik sammen.

Find balancen mellem at sige ja til alt og mærke efter, hvad du har lyst til

Du har sikkert hørt rådet om “bare at sige ja til alting”, når man er på udveksling. Som udgangspunkt tilskriver jeg mig troen på, at ja-hatten leder til de sjoveste oplevelser, men med sidebemærkningen om, at det også er okay at stoppe op og mærke efter, hvad du rent faktisk har lyst til.

Dog er det helt naturligt, at alting er overvældende i starten, og det må man også være indstillet på. Blot husk på, at der er forskel på at være ude af sin komfortzone og at få sine grænser overskredet. Det er kun dig, der kan mærke forskellen.

Meld dig ind i en forening

De fleste universiteter har masser af foreninger, man kan benytte sig af. Det er en gave, man bør tage imod som international studerende – uanset om man er til sport, brætspil, læseklub eller noget fjerde, er det en fantastisk mulighed for at prøve noget nyt og finde et fællesskab.

Jeg meldte mig ind i Edinburgh Universitys Pole Dancing Society, og det var et af de bedste valg, jeg tog i løbet af mit ophold. Det var fuldstændig nyt for mig, men det var sjovt, og der blev både arrangeret sociale arrangementer, samtidig med at man fik adgang til billig træning gennem foreningen – win-win!

Spørg, om folk vil drikke en kop kaffe efter undervisning

Spørg dine medstuderende, om de har lyst til at drikke en kop kaffe og sludre efter undervisning. Det virker grænseoverskridende de første gange, men jeg erfarede hurtigt, at folk satte pris på det, fordi det ellers kan være svært at komme sine studiekammerater ordentligt ved. I Storbritannien har man ikke altid et fast hold, de har undervisning med, så man bliver ikke “rystet sammen” på samme måde, som vi måske er vant til herhjemme.

 

Vil du have mere indhold om udveksling? Studenterbrød har masser af artikler om udveksling til dig, der overvejer, om eller hvor du skal på udveksling. Læs dem alle her.

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search