Skip to content

Studieliv

Har du talt med en udenlandsk studerende i dag?

Det kan være svært at komme til Danmark som udenlandsk studerende. Her kommer en historie fra det virkelige liv, som handler om, hvordan det kan være at komme til Danmark fra udlandet og skulle stable et liv på benene her.

Kiara, som er tysker, men altid har været en del af det danske mindretal i Tyskland, kom til Danmark fra Tyskland i 2017 for at læse sin bachelor i Leisure management på professionshøjskolen Absalon i Roskilde. Hun oplevede at nogle af hendes danske medstuderende var lukkede og svære at komme ind på. Et af hendes centrale budskaber til studerende fra udlandet, der kommer til Danmark er: ”Vær tålmodig og vedholdende! Det kan være svært i starten, men hvis man bliver ved med at prøve, så åbner de sig, og så får man hele kærligheden”.

Kiara er opvokset tosproget – hun har lært dansk og tysk på samme tid. Dansk i skolen og tysk derhjemme. Kiaras morfar gik i dansk børnehave og skole, og derefter fulgte hendes mor og så også Kiara selv, hvilket hun var meget glad for.
Da Kiara kom til Danmark, kendte hun ingen udover sin kæreste, der flyttede med hende. Hun syntes, der var enormt hårdt at flytte til Danmark, selvom hun talte godt dansk og kendte den danske nationalkultur.
”I skolen havde jeg mest lært det akademiske sprog, så det var virkelig svært i starten at forstå det hverdagssprog og det slang, der blev benyttet. Så det var ikke helt så nemt, når der blev sagt ord som ’grineren’ eller ’nederen’ – det var jeg nødt til at Google mig til i starten,” udtaler hun.

Kiara beskriver sin modtagelse i Danmark meget blandet. Hun forklarer, at nogle mennesker var meget åbne og nærmest begejstrede for hendes tilstedeværelse, imens andre udstrålede en form for afvisning og var reserverede. Hun havde svært ved at komme tættere på disse mennesker.
Det sværeste for Kiara var dog helt klart at finde en bolig. Boligmarkedet i København er i forvejen ret kaotisk, og hun oplevede tilmed, at mange udlejere talte grimt og nedladende til hende og hendes kæreste. Hun oplevede ekstremt stor modstand mod at leje sin bolig ud til ikke-danskere.

”Det var helt vildt. Der var nogle, der var racistiske over for os i starten, selvom min kæreste er halvt dansk. Det var virkelig forfærdeligt. Og så var det svært for mig at få et CPR-nummer i starten. Der var en masse forskellige regler – og uden CPR, ingen bolig. Så vi sov i kælderen hos folk og rejste frem og tilbage mellem hoteller,” siger hun.

Senere flyttede Kiara og hendes kæreste ind i en studiebolig, hvor der var lang venteliste, men hvor de endte med at bo i fire år. I maj 2021 flyttede de til en anden lejlighed, som de bor i nu, hvor de heldigvis er blevet taget godt imod af udlejer.

Kiara ville dog ønske, at hun var blevet modtaget mere åbent. At flere mennesker havde taget godt imod hende, virket imødekommende og været nysgerrige på hende. ”Det er ikke, fordi de ikke var venlige overhovedet. Men jeg er sådan en meget åben person, og det føltes bare helt forkert,” siger hun og tilføjer: ”Der var rigtig mange på studiet, der allerede kendte hinanden – og var grupperede, så det var svært at komme ind på dem”.

Når hun bliver spurgt om, hvad det bedste ved hele oplevelsen er, så fremhæver hun, at hun er virkelig glad for, at det er så relativt nemt for medlemmer af det danske mindretal at komme ind på et dansk universitet og blive en del af det danske uddannelsessystem og modtage SU – når man altså lige får et CPR-nummer.

Studerer interkulturelle markedsstudier med tysk på KU & CBS

Back To Top
Search