Eksamensperioden er over os. Og det samme er den mørkeste og koldeste tid på året. Det kan være svært at holde motivationen oppe i en tid, hvor man mest af alt bare har lyst til at kravle under dynen og komme ud igen, når foråret melder sin ankomst og eksaminerne er overstået. I denne artikel giver vi dig en guide til, hvad du kan gøre for at komme bedst muligt igennem eksamensperioden.
Tekst / Kristine Gaumitz Storm
Foto / Green Chameleon
Udgivet / December 2022
Strukturer din hverdag
Det kan være fristende at blive liggende i sengen til langt op ad formiddagen hver dag, hvis du ikke skal møde til undervisning på universitetet og blot skal sidde hjemme og skrive opgave eller læse til eksamen. Det er dog en ret dårlig vane at få, og du vil opleve at få langt mere ud af dine dage, hvis du sætter struktur på din hverdag og kommer op nogenlunde samme tid hver dag, holder frokostpause på et specifikt tidspunkt, undgår at være på de sociale medier konstant og holder fri efter et bestemt tidspunkt.
Husk at holde fri
Netop det at holde fri, er faktisk utrolig vigtigt i eksamensperioden. Selvom du måske føler, at du er håbløst bagud, og at du burde læse i alle døgnets vågne timer, så må du ikke glemme at holde fri. Og når du holder fri – så holder du fri. Ikke noget med liiiige at skrive lidt på en opgave eller at læse en artikel, for så ender du i en situation, hvor du ikke føler, at du laver andet, end at studere, og det medvirker udelukkende til at du føler dig mere presset.
Få frisk luft og motioner
Det lyder som noget, du har fået at vide tusind gange. Ikke desto mindre, så er det altså virkelig vigtigt, at du kommer ud og får frisk ilt til hjernen. Frisk luft kan virke rensende for hjernen, og hvis du kan kombinere det med lidt motion, vil det være optimalt, da effekten så er endnu bedre.
Søvn er undervurderet
Mange studerende er tilbøjelige til at undervurdere vigtigheden af en god nats søvn. Specielt i eksamensperioder er søvnen ofte noget af det, som nedprioriteres først. Hjernen fungerer dog ikke optimalt, hvis man ikke får tilstrækkeligt med søvn. Søvn har en rensende effekt på hjernen og muliggør derfor, at man kan tænke klart.
Du er, hvad du spiser…
Få nu noget ordentligt at spise! Lad være med at leve af kiks og chokolade i eksamensperioden. Selvom det er fristende og du føler, at du ikke har tid til at forberede et ordentligt måltid, har du altså mere end nogensinde brug for vigtige næringsstoffer og god energi i perioder, hvor du er eksamenspresset. Så køb ind til nogle gode, sunde snacks og brug fem minutter ekstra på at forberede en god frokost. Det betaler sig på længere sigt.
Held og lykke med dine eksamener.