Eksamensperioden er stadig over mange af os, men det kan være svært at finde motivationen til at terpe videnskabsteori, hvis man stirrer på de samme vægge dag ud og dag ind. Studenterbrød guider dig til alternative læsepladser, hvis du ligesom os har behov for at variere dit studiemiljø en gang imellem.
Tekst / Cæcilie Paarup Madsen
Foto / Annie Spratt
Udgivet / Januar 2023
Biblioteker
Du tænker måske, at du har siddet på universitetets bibliotek nok allerede, men der er mange andre biblioteker med læsesale, der kan spice din eksamenslæsning lidt op. Den Sorte Diamants Gamle Læsesal i København er fantastisk smuk og inspirerende. Holder du til i Odense, er Hovedbiblioteket en mulighed. Hovedbiblioteket i Aalborg sørger for læsero og kaffe, mens du i Aarhus kan finde Det Kongelige Bibliotek med 100 læsepladser, hvoraf flere af dem endda har hævesænkeborde.
Studenterhuset
De fleste større byer har studenterhuse, hvor man kan komme til en uformel kop kaffe eller finde studiepladser blandt andre eksamensramte studerende. Mange af Studenterhusene er også åbne om aftenen, så du kan fejre, at det er fyraften med dine medstuderende. Der er ligeledes arrangementer af både festlig og akademisk karakter, ligesom flere af dem har læsesale, hvis du har brug for lidt mere ro til at koncentrere dig.
Studenterhuset findes både i København, Aalborg, Aarhus og Odense.
Caféer med studierabat
Man behøver ikke gå personligt konkurs af at tage på café og læse – og nogle gange kan det være rart at få skiftet den trykkede stemning på læsesalen ud med en mere livlig atmosfære. Hvis man er meget økonomisk presset, virker det måske ikke som det naturlige valg, men her på redaktionen er vi også af den overbevisning, at man godt må behandle sig selv ordentligt, når man flittigt læser op til endnu en eksamen – og findes der en bedre måde at sige tak til sig selv på end med en god kop kaffe?
I København er Bastard Café på Huset et livligt sted med internationale gæster, brætspil til pauserne og 50% rabat på kaffe for studerende i tidsrummet 12-16 på hverdage. I Odense findes StudieStedet, hvor du kan få kaffe på kanden til en 10’er eller gå på opdagelse i bogreolerne, som danner ramme om caféen. LYNfabrikken i Aarhus er ikke det billigste læsespot, men til gengæld er rammerne helt fantastiske, og foruden selve caféens lyse, åbne lokaler, kan du leje gruppe- og mødelokaler samt et podcaststudie, hvis du har brug for sådan et til et studie- eller fritidsprojekt.