Skip to content

Studieliv

5 fantasyanbefalinger til din påskeferie

Det er påskeferie, hvilket betyder tid til at lægge studiebøgerne på hylden. Forhåbentlig. Hvis du er en af de heldige, der ikke behøver tænke over eksamenerne før til sommer, kan det være, du har lidt ekstra tid til at læse for fornøjelsens skyld. Redaktionen anbefaler i denne omgang fantasyromaner, der kan sprede magi over din påskeferie.

“A Darker Shade of Magic” af V.E. Schwab

De fleste af os kender kun til en enkelt London. Men hvad nu, hvis der var flere? 

Kell er en af de sidste Antari – magikere, der ved hjælp af blodmagi kan rejse mellem parallelle verdener. Officielt er Kell ambassadør for Røde Londons kongefamilie Maresh og rejser ofte mellem verdenerne. Uofficielt er Kell smugler; han sælger artefakter til folk, der er villige til at betale dyre summer for at eje noget fra en verden, de aldrig selv kommer til at se.

Efter at en handel går skævt, støder Kell ind i Delilah Bard, der først røver ham, men derefter hjælper ham, da de begge indser, at artefaktet, Kell forsøgte at bringe med tilbage til Røde London, er fuldt af mørk magi. Og den spreder sig hurtigt. 

“Ninth House” af Leigh Bardugo

Ninth House er ikke for sarte sjæle. Bogen er fyldt med referencer til og eksplicitte beskrivelser af misbrug, traumer og vold.

Bardugos første skud på stammen i adult fantasy genren er et hæsblæsende drama, der udspiller sig blandt magtens elite ved Yale University. Alex Stern kan se spøgelser. Efter hun sidder tilbage som den eneste overlevende af en tragisk ulykke, bliver hun tilbudt den fulde pakke på Yale Univeristy på én bestingelse: Hun skal hjælpe House of Lethe, det niende hus, med at overvåge Yales mange hemmelige societies. Magien er nemlig overalt på universitetet, men i de forkerte hænder kan den få fatale konsekvenser. 

Anden bog i serien, “Hell Bent”, er netop udkommet i år, så hvis du sluger bogen råt, ligesom jeg gjorde, behøver du ikke vente på at få opklaret mysterierne.

“The Raven Cycle” af Maggie Stiefvater

Leylinjer, magiske skove og synske mødre. I jagten på en død walisisk konge bliver Richard Gansey III’s verden viklet ind i Blue Sargents i et forsøg på at forstå den magi, der siver ind i vores verden. 

Blue Sargents mor er clairvoyant, og hvert år hjælper Blue på kirkegården, når hendes mor ser billedet af dem, der vil dø i løbet af det næste år. Blue har aldrig selv kunnet se de døde, men i år er anderledes, for Ganseys spøgelse træder frem fra mørket og taler direkte til hende. Inden hun ved af det, er hendes verden uomtvisteligt forbundet med Gansey og resten af privatskoledrengenes i et forsøg på at opstøve en gammel walisisk konge via leylinjerne, der løber igennem deres lille by.

Serien findes i en dansk oversættelse, og det første bind hedder “Ravnedrengene”.

“The Starless Sea” af Erin Morgenstern

Zachary Ezra Rawlins er kandidatstuderende i Vermont, da han en dag finder en mystisk bog gemt på en hylde. Da han bladrer gennem siderne, fortryllet af fortællinger om ulykkeligt forelskede fanger, nøglebærere, og navnløse præster, bliver han fanget af noget usædvanligt: En historie fra sin egen barndom.

I et forsøg på at forstå, hvordan hans eget liv er endt på siderne i den mystiske bog, bliver han ledt igennem dørene til et ældgammelt bibliotek, der ligger begravet under jordens overflade. Her lærer han, hvordan biblioteket ikke blot er et sted for glemte bøger, men en helt anden verden. En verden med fortabte byer, historier fra de døde og elskere, der udveksler noter under dørsprækker.

“Good Omens” af Neil Gaiman og Terry Pratchett

Verden går under på lørdag. Næste lørdag, lige før aftensmadstid. I hvert fald hvis man skal tro profetien, der blev nedfældet af heksen Agnes Nutter, lige inden hun eksploderende.

Derfor har Det Gode og Det Onde fået travlt med at organisere deres styrker, inden dommedagen står for døren. Det viser sig dog at være nemmere sagt end gjort: Antikristus er blevet væk, apokalypsens fire ryttere har skiftet hestene ud med motorcykler, og repræsentanterne fra hhv. Himlen og Helvede har besluttet sig for, at de egentlig godt kan lide menneskene.

Studerer retorik på Københavns Universitet.

Back To Top
Search