Skip to content

Tips og tricks

Guide til legatsøgning: Sådan får du råd til dit ophold

Skal du på udvekslingsophold, praktik i udlandet, eller overvejer du at læse en hel uddannelse uden for Danmark? Så er du helt sikkert klar over, at der er mange penge at hente hos private fonde og legater. Studenterbrød guider dig til, hvordan du kickstarter din legatsøgning med tips, tricks og gratis skabeloner.

Artiklen her er fuld af gode råd til dig, der skal i gang med at søge legater. Uniclub har lavet en side specifikt til dig, der vil studere i udlandet, hvor du kan downloade gratis skabeloner til budgetter, anbefalinger mm.

Inden du søger

Start i god tid

Hvis du har været inde i legatsøgningsgamet i mere end to minutter, vil du have hørt dette råd før. Men jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at du STARTER I GOD TID. 

Hvis du skal af sted lige om lidt, er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved det nu. Søg alligevel og se, hvad der sker – der er tusindvis af forskellige legater, og de har alle forskellige ansøgningsfrister. Nogle uddeler også, selvom opholdet er påbegyndt – så længe det ikke er afsluttet.

Men hvis du allerede nu ved, at du skal af sted om et halvt, et helt eller måske endda halvandet år – enten fordi du har ansøgt eller planlægger om at ansøge om et praktikophold, en udvekslingsplads eller måske en hel uddannelse i udlandet – så begynd at planlægge og strukturere din søgning allerede nu. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at du vil elske dig selv for det senere.

Få dine dokumenter i orden

Legatsøgning kan virke som en overvældende proces, fordi der er mange dokumenter, der skal være på plads, inden du kan sende ansøgningen. Du kan dog forberede de fleste, selv inden du har søgt eller fået bekræftet din plads dér, hvor du skal læse eller arbejde.

Dokumenter, du bør have klar, inden du sender de første ansøgninger ud:

  • Motiveret ansøgning
  • Opdateret CV
  • Eksamensbevis eller foreløbigt karakterudskrift
  • Budget
  • Optagelsesbrev/kontrakt fra udenlandsk universitet/arbejdsgiver (kan i mange tilfælde eftersendes, hvis ikke det er bekræftet endnu)
  • Eventuelle udtalelser fra relevante personer (undervisere, tutorer, kolleger, arbejdsgivere el.lign.)
  • Eventuelt oversigt over øvrige søgte fonde legater

De to allervigtigste dokumenter i hele din legatsøgning vil være den motiverede ansøgning og dit budget. Dit budget viser fonden, at du faktisk har brug for de midler, du ansøger om, mens den motiverede ansøgning fortæller dem, hvorfor de netop skal støtte dig og dit projekt og ikke en anden. De resterende dokumenter er bevis for, at du har opnået de resultater, du skriver, samt din plan for dit udlandsophold.

Lav en oversigt over relevante fonde og legater

Dette er det næste vigtige skridt i din legatsøgningsproces. For at danne et overblik over dine muligheder, skal du have et master-dokument, hvor det fremgår, hvilke legater du er berettiget til at søge, hvornår der er deadline, og hvordan der ansøges. 

Legatbogen.dk er et godt værktøj til at danne sig et overblik over de mange tusind legater, der uddeles i Danmark, og ellers kan du altid låne den opdaterede fysiske legathåndbog på biblioteket helt gratis. 

Studenterbrød har lavet en skabelon til oversigten, som du kan downloade her: Oversigt over fonde og legater. Alt, du skal gøre, er at finde legater, der er relevante for dig, og taste oplysningerne ind og opdatere løbende, efterhånden som du søger legater.

Lav dit budget

Dit budget er – sammen med den motiverede ansøgning – et af de vigtigste dokumenter i din ansøgning. Dit budget viser, at du har behov for de midler, du ansøger om.

Når du lægger dit budget, er det vigtigt, at du er realistisk. Tag udgangspunkt i dine forbrugsvaner herhjemme, men regn med, at du nok vil bruge flere penge på at gå ud, rejse og opleve ting, fordi man gerne vil se så meget som muligt, mens man er af sted.

Undersøg boligmarkedet grundigt, prisen på flybilletter, forsikringer, transport og andre omkostninger i forbindelse med dit ophold. Sider som Numbeo er gode til at sammenligne leveomkostninger mellem byer, og langt de fleste universiteter vil på deres hjemmeside også have angivet “cost of attendance”, der som regel indeholder oplysninger om priser på bolig, sundhedsforsikring, bøger, studieafgifter mm.

Download en budgetskabelon her: Budget

Skriv den motiverede ansøgning

Dette er den vigtigste – og måske mest uoverskuelige – opgave på din to-do-liste. Vi går ikke i detaljer med, hvordan du skriver en god fondsansøgning i denne artikel – det kan du læse mere om i næste uges udgave af Studenterbrød.

Men du får et par spørgsmål, din motiverede ansøgning som minimum skal svare på:

  • Hvem er du? Uddannelsesbaggrund, interesse, motivation.
  • Hvad skal du læse/lave i udlandet, hvor, hvornår og hvorfor?
  • Hvordan har du udmærket dig eller vist passion, interesse eller særlig evne inden for dit fag eller det formål, du søger om støtte til?
  • Hvorfor skal fonden støtte netop dit formål?

Du kan med fordel opbygge din fondsansøgning som et narrativ, der fortæller om, hvordan du i løbet af dit liv, din uddannelse eller igennem en særlig skelsættende oplevelse er blevet optaget af netop det fag eller det område, som du søger støtte til.

Søgsøgsøg!

Kom bare i gang, du! Selvom det virker som en uoverkommelig opgave, kan der være vanvittigt mange penge af hente hos private fonde. Selv hvis du ikke modtager tilsagn fra de første par stykker, har du altid mulighed for at tilpasse din ansøgning, og hvis blot du sætter tiden af til at forberede dig grundigt, skal der nok komme bid på et tidspunkt.

Tilpas den motiverede ansøgning løbende

Når først du har samlet alle relevante dokumenter og skrevet din motiverede ansøgning, er det hårdeste arbejde overstået. Selvom det er vigtigt, at du tilpasser din motiverede ansøgning til hver fond eller legat (læs på deres hjemmeside om, hvad de yder støtte til, og hvad de særligt lægger vægt på), kan du som regel bruge den første ansøgning, du skriver, som en skabelon, da meget af informationen vil være den samme.

Vær ikke bange for at gå tilbage og redigere og tilpasse din ansøgning senere. Som regel opdager man små ting, der kan forbedres, og langsomt vil du blive skarpere på, hvordan du skriver en god ansøgning. Få eventuelt dine studiekammerater eller din familie til at læse den igennem og hør dem, om de har spørgsmål, de mangler at få besvaret, efter at have læst den.

Vedlæg en oversigt over samtlige søgte fonde og legater

Det er en god idé at vedlægge en samlet oversigt over, præcis hvilke fonde og legater du har søgt, og hvilke du eventuelt har modtaget støtte fra eller fået afslag fra. På den måde kan fonden vurdere, hvor meget støtte de eventuelt skal yde til dit ophold.

Download en skabelon til oversigten her: Oversigt over søgte fonde og legater.

 

Held og lykke med legatsøgningen og udlandsopholdet! 

 

Husk, at Kommunikation og Sprog hvert år uddeler 5×10.000 kr. i studielegater til studerende, der vil læse et semester i udlandet eller i prakitk. Du kan læse mere og søge KS’ studielegat her – ansøgningsfristen er 1. april hvert år.

Studerer retorik på Københavns Universitet.

Back To Top
Search