Skip to content

Guide

Photoshop for begyndere part 2 – Retouch, filtre og lag 

I ’Photoshop for begyndere part 1’ gennemgik vi justering og beskæring. Hvis du ikke fik læst den, finder du linket i bunden af artiklen. Der vil være begreber i denne artikel som uddybes i part 1. I denne artikel vil vi gennemgå retouch, filtre og lag.

Retouch

Retouch er en måde at fjerne ting i dit billede. Her skal du bruge det ikon der ligner et plaster, som du finder ude i venstre panelbar. Vil du eksempelvis fjerne en rynke, tegner du med musen hen over rynken. Der vil nu komme en sort streg, men når du slipper, vil rynken være væk. Når du maler hen over rynken, kigger programmet på det omgivende område og finder et gennemsnit for området og justerer dets lyshed. Kommer du for tæt på et kontrastområde (et område hvor farverne skifter), vil det derfor komme til at se mærkeligt ud. Hvis du vil arbejde i kontrastområder, kan du folde plasterikonet ud, og vælge den der hedder ’reparationspensel’. Vil du arbejde med større områder, kan du vælge den der hedder ’korrektionsværktøj’. Start med at lave en markering omkring det område du ønsker. I toppen kan du nu vælge muligheder. Vælger du ’mål’ kan du flytte, eller slette den markerede genstand. Vælger du den indstilling der hedder ’kilde’, kan du fjerne det markerede område.

Har din model fået røde øjne, kan du også fjerne det. Her skal du igen bruge plasterikonet. Fold ikonet ud og klik på den der hedder ’rødøjeværktøj’. Klik nu i de røde pupiller og så er det klaret.

Filtre

I menuen filtre, i toppen af din skræm, finder du et hav at filterværktøjer. Klikker du på knappen ’filtergalleri’, kommer der nu en masse filtre, som du kan tilføje til dit billede, præcis ligesom på Instagram. Her skal du huske at skrifte forgrundsfarven, til den farve du ønsker på dit filter. Er din forgrundsfarve f.eks. grøn, vil dit filter have grønne nuancer. I venstre side af din skærm finder du to kasser, en hvid og en sort. Klik på den forreste for at skifte forgrundsfarve.

Vil du have de nyeste filtre på dit billede, skal du vælge den der hedder ’neurale filtre’. Her kan du eksempelvis hududjævne, så huden på din model bliver mere glat. Du kan også vælge den der hedder ’intelligent portræt’. Når du vælger den, kommer der en kasse frem, hvor du kan gøre din model mere glad, gøre håret tykkere, rette øjnene osv.
Disse er bare nogle af mange muligheder du kan bruge, for at forbedre dit billede. Under filterværktøjet i toppen finder du også mere klassiske værktøjer som sløring, skarphed, fjerne støj og meget mere.

Lag

Her kan du kombinere flere billeder, så det ligner et billede. Har du eksempelvis et billede med kedeligt vejr, kan du udskifte himlen. I højre side skal du låse din baggrund op, så du kan ændre den. Dette gør du ved at trykke på hængelåsen udenfor baggrundsikonet. Vælg nu ’tryllestavsværktøjet’ under ’hurtig markering’ i panelbaren i venstre side. Nu markerer du himlen og trykker slet. Tryk så på vælg i toppen af skærmen og derefter fravælg. Billedets oprindelige himmel er nu væk, og du kan lægge en ny på. Vælg et billede på din computer med klar himmel. Åben billedet i Photoshop, gå op i vindue i toppen af skærmen, tryk på den der hedder ’2-op lodret’, og dine to billeder vil nu ligger side om side på din skærm. Herefter vælger du flytteværktøjet i venstre side (den der ligner et plus med pile). Træk billedet med solskin over i billedet med gråvejr. Du vil nu have to lag i dit originale billede. Af denne grund vil du også kun kunne se solskin i dit originale billede. Byt rundt på lagene i højre side af skærmen, og pludselig bliver himlen på dit originale billede blå. Hvis dit billede ser en anelse urealistisk ud, efter du har udskriftet baggrunden, kan du farvejustere (se Photoshop for begyndere part 1).

Fik du ikke læst photoshop for begyndere part 1, kan du gøre det her.

Vil du se et Photoshop webinar, eller andre spændende webinarer, har du som medlem af Kommunikation og Sprog fri adgang til vores webinararkiv her.

Studerer kommunikation på Aalborg Universitet København

Back To Top
Search