Vil du gerne lære et nyt sprog? Måske pynter det på dit cv. Måske synes du bare det er sejt at kunne flere sprog. Uanset hvad din situation er, kommer her 6 tips til at lære et nyt sprog fra én, som selv er ved at lære et nyt sprog.
Tekst / Frederikke Hinsby
Foto / Tim Mossholder
Udgivet / maj 2023
Hold ud!
Det første råd er nok det vigtigste i forhold til at lære et nyt sprog. Hav tålmodighed og vedholdenhed. At lære et nyt sprog er som udgangspunkt en langvarig proces, der kræver både investering af tid og energi. Nogle sprog er selvfølgelig nemmere end andre, men forbered dig på, at du ikke bliver flydende i spansk på en måned. Derfor bør du væbne dig med tålmodighed, og bare fordi du ikke kan tale sproget flydende, kan du hurtigt lære små fraser, som f.eks. hvordan man bestiller øl.
Spil dig til at lære et sprog
Hvis du ikke synes du har tid eller råd til at gå på sprog/aftenskole, kan du spille dig til at lære et nyt sprog. Der findes et hav af sprogapps, som kan lære dig alt fra grammatik til udtale. Den mest populære i øjeblikket, og den jeg selv bruger, er Duolingo. Med Duolingo kan du træne grammatik, udtale, hørelære og ordforråd gennem interaktive øvelser, som belønner dig alt efter hvor god du er, og hvor meget du bruger appen. Når det kommer til vedholdenhed, er Duolingo også en glimrende app, om end en anelse irriterende, da den hver dag minder dig om, at du skal huske at øve det pågældende sprog. Duolingo er gratis, og kan hentes til de fleste telefoner.
Læs lette bøger
Ved at læse bøger lærer du sætningskonstruktioner, grammatik og udvider dit ordforråd. Du kan starte med sprog lærebøger eller børnebøger. Det lyder ikke umiddelbart som det mest spændende at læse børnebøger, men det er en kæmpe tilfredsstillelse at forstå hvad der står, fremfor at forsøge dig med en ”rigtig” bog og få et nederlag over, at du ikke forstår en brik.
Se film
Du vil muligvis ikke forstå særlig meget af hvad du ser, hvis du er helt nybegynder, men ved at lytte til sproget træner du dit øre i at lytte til udtale og intonation. Sæt en film på og slå danske undertekster til, til at starte med. Øv dig i at høre de ord og sætninger som du allerede kender. Jeg er ved at lære fransk, og jeg synes det er virkelig svært at høre, hvad der er hvad. Jeg koncentrerer mig derfor om at genkende de ord, jeg allerede kan, så jeg kan sætte dem i sammenhæng med resten af sætningen.
Lyt til musik
Hvis du alligevel lytter til musik, når du er på farten eller derhjemme, kan du lige så godt lytte til musik på det sprog, du er ved at lære. Ord flyder mere naturligt på vers, og du kan derfor bruge det til få udtalen korrekt, hvis du synger med. Derudover gør det samme sig gældende som i ovenstående, lyt efter de ord, du kender og slå dem op, du ikke kender. Du kan også prøve at slå den engelske oversættelse op på Genius for at sammenligne.
Tal sproget
Det er altid en god ide at tale det sprog, du er ved at lære og gerne så meget som muligt. Det kan dog være svært, hvis du ikke kender nogen, som taler pågældende sprog. Det er dog ikke umuligt. Skriv sætninger ned fra sprogapps, film, musik osv. og øv dig i at udtale dem. Du kan også øve dig i at tænke i simple sætninger, og tjekke, om det er rigtigt via google oversæt (som efterhånden er temmelig korrekt).