Skip to content

Guide

The ’Reel’ Deal

Instagram Reels har længe været vejen frem for at få dine budskaber ud på de sociale medier. For de er utroligt effektive til at fange vores opmærksomhed. Studenterbrød guider i denne uges artikel til, hvordan du let kan komme i gang med at lave eller optimere dine Reels.

Et værktøj med kreativ frihed

Du har helt sikkert selv scrollet gennem diverse Reels på Instagram, når du har kedet dig derhjemme eller været på farten. Videoer af andres rejseminder, sjove eller relaterbare klip, som du har sendt til dine venner, eller indhold, der får os til at tænke “Det må jeg også prøve”. Reels på Instagram giver dig mulighed for at kommunikere mere kreativt. Modsat det almindelige standard post kan du her udtrykke dig gennem video, lydeffekter og meget andet for at fange modtagerens opmærksomhed. Der er altså uendelige muligheder for at kreere små og iøjnefaldende videoer. Derudover har du mulighed for at hoppe med på diverse sjove og kreative trends.

Reels vs. det klassiske Instagram-post

Reels er en god måde at skabe variation i dit eget Instagram-feed og sikre, at dit indhold forbliver interessant for dine følgere. En god Instagram Reel har en længde på i gennemsnit 15-30 sekunder og fanger modtagerens opmærksomhed med det samme. Derudover er Instagram Reels særligt effektive, hvis du poster indhold, som gerne må nå ud til andre end dine følgere. På grund af den algoritme, der ligger bag Instagram Reels, når de generelt længere ud end det klassiske Instagram-post. Du kan derfor med fordel bygge dit indhold op omkring dette. Det betyder, at indhold, som er specifikt målrettet dine følgere, gør det godt i et klassisk Instagram-post, og at indhold, som gerne må nå længere ud, er velegnet i en Instagram Reel.

Det er derfor en god idé at variere mellem disse to former for indhold på Instagram, uanset om det er din egen profil eller profilen for den virksomhed eller organisation, du arbejder for.

Gode apps til at udvikle dine reels

Instagram tilbyder mange kreative muligheder, når du skal sammensætte din Reel. Du kan tilføje alt fra musik og effekter til diverse klistermærker og tekst for at få dit indhold til at spille, lige som du vil have det. Derudover giver Instagram dig også mulighed for at klippe og redigere din video helt, som du vil have direkte i appen.

Hvis du ikke er den mest kreative sjæl, behøver det ikke at være en hindring. Hvis du har fundet en Reel, som du synes er redigeret og klippet godt, kan du ofte være heldig at kunne anvende deres klippeindstillinger som skabelon for din Reel. I disse tilfælde vil det være muligt at klikke “Brug skabelon”, hvorefter du kan tilføje dine egne klips til skabelonen. Derudover findes der mange andre gode apps til at sammensætte Reels og tilføje lidt ekstra til dine videoer. Det kan eksempelvis være Adobe Express, Canva eller CapCut, der alle tre er kreative platforme som er gratis at anvende.

Adobe Express er et effektivt værktøj, hvis du gerne vil tilføje og prøve dig frem med nogle mere tekniske muligheder, som blandt andet at ændre hastigheden af lyd og klip eller rette skæve klip. Derudover tilbyder Adobe Express også temaer og farveskabeloner, som du kan anvende til din Reel.

Canva giver med deres Instagram Reel-skabeloner mulighed for, at du kan være kreativ med dine Reels og tilføje lette animerede elementer, lave tekstdesign eller sammensætte klip til din Reel. Her har du også mulighed for at skabe indhold til dine Reels uden at skulle ud og optage videomateriale. Desuden tilbyder Canva et stort udvalg af skabeloner, som du kan drage inspiration fra, hvis du ikke altid kommer op med de vilde kreative ideer.

CapCut er et gratis og brugervenligt videoredigeringsprogram, som er særligt populært blandt dem, der laver videoer til TikTok, men programmet kan med fordel også anvendes til dine Instagram Reels. Hvis du er nybegynder, kan du let komme i gang med CapCut på få sekunder, da programmet har et simpelt og intuitivt design. Derudover har CapCut også en desktop-version, så du også kan redigere dine videoer på computeren.

Det behøver ikke at være en begrænsning, at du ikke er den mest kreative sjæl, når du skal producere indhold til de sociale medier. Du kan stadig kaste dig ud i den mere kreative kommunikationsverden, for øvelse gør mester. Så det er bare om at komme i gang med at lege og eksperimentere.

Studerer kommunikation på Aalborg Universitet København

Back To Top
Search