Skip to content

Studieliv

Den første studiejob-samtale: Hvad kan du forvente?

Har du landet din første jobsamtale til et studiejob? Stort tillykke med det! Men hvad kan du forvente af din første ‘rigtige’ jobsamtale? Den er nok ikke som dine tidligere jobsamtaler. Studenterbrød vil i denne uge gøre dig lidt klogere på, hvad du kan forvente til din første studiejob-samtale, og hvordan du bedst forbereder dig.

En samtale med din faglighed i fokus

En jobsamtale kan være nervepirrende, og særligt den første. Men med en god forberedelse kan du være godt på vej til at få dit første studierelevante job. 

Alle samtaler, og måden hvorpå virksomheder rekrutterer medarbejdere, er forskellige. Men fælles for de fleste samtaler er, at de i høj grad har fokus på din faglighed og dine menneskelige kompetencer. Du vil derfor, højst sandsynligt, opleve at samtalen til dit første studierelevante job ikke minder om den samtale, du var til dengang, du søgte et fritidsjob i gymnasiet. Samtalen vil i høj grad have fokus på, hvordan du kan bidrage positivt til virksomheden med den viden du har fra dit studie, samt dine tidligere jobs, også selvom de ikke er studierelevante jobs. For selvom du ikke selv synes det er relevant, så kan dine tidligere jobs have givet dig kompetencer som selvstændighed og samarbejdsevner.

Samtaletyper

Der er flere forskellige former for samtaler. Der er dem, som minder om dem, du kender fra tidligere fritidsjobs, hvor fokus er på dig og hvem du er, samt hvad det er du helt lavpraktisk kan bidrage med. Dernæst er der samtalen, der både består af en almindelig samtale, samt en opgave, du skal løse. Til sidst er der de samtaler, der er delt op i flere faser. Her vil du typisk skulle igennem hele tre samtaler, hvis du går videre undervejs. Den første samtale vil ofte være en uformel samtale, hvor det handler om hvem du er. Hvis de kan lide dig, går du videre til næste samtale, der typisk er en kreativ del, hvor du f.eks. bliver bedt om at løse en opgave og herefter taler I om den opgave, du har løst. Går du videre herfra, vil den sidste samtale typisk være en samtale, hvor I snakker om de sidste formaliteter, og finder ud af om du er det rette match. 

I forbindelse med din samtale kan du blive bedt om at tage en personlighedstest forud for din samtale. Dette kan for mange virke en smule ekstremt, når der “bare” er tale om en stilling som studentermedhjælper. Hvis virksomheden beder dig om at udføre sådan en test, er det vigtigt at huske på at der ikke er nogle personligheder som er rigtige eller forkerte. Virksomhederne bruger blot resultatet til at få et indtryk af, hvordan du vil kunne indgå i deres team. 

“Så har vi en lille opgave du skal løse”

Jeg husker tydeligt min første samtale til et studierelevant job, hvor jeg et par dage før fik en mail, hvor der stod “Når du kommer, vil du først få 30 minutter til at løse en opgave, og derefter har vi en samtale”. Jeg havde aldrig nogensinde været til en jobsamtale, hvor jeg skulle løse en opgave inden”.  Nu har jeg efterhånden prøvet mange forskellige typer af opgaver, og fælles for alle de opgaver har været, er at der ikke er en rigtig måde at løse opgaven på. Det handler ikke om hvorvidt du har løst opgaven korrekt, men mere om hvordan du har løst opgaven og hvilke tanker du gjorde dig undervejs. Ansættelsesteamet vil i de fleste tilfælde spørge dig, hvordan du gik til opgaven og hvilke tanker du har gjort dig i din besvarelse. Du skal sætte ord på hvordan du tænker og arbejder, og på den måde kan ansættelsesteamet få en ide om, hvordan du går til en opgave, og hvilke kompetencer du har. 

Der er også tilfælde, hvor den kreative opgave ikke efterfølges af en samtale. I disse tilfælde bruger de typisk din opgave til at vurdere dine skriftlige færdigheder, og din evne til at omsætte informationer til en tekst, der matcher deres kommunikationsstil.

Men uanset hvor skræmmende sådan en opgave kan lyde, handler det om at se det positive i det. Du får nemlig mulighed for at vise dine evner, og hvis du får jobbet, så ved du at du har det der skal til for at kunne få succes i stillingen. Og det er altså en ret nice fornemmelse at have, når man senere har første dag på jobbet.  

Eksempler på opgaver du kan blive stillet: 

– Omsæt denne pressemeddelelse til en kort nyhed til vores hjemmeside samt et SoMe post. 

– Læs denne tekst, og skriv på baggrund af den en interessant nyhed til vores sociale medier. 

– I vores virksomhed vil vi gerne i fremtiden have fokus på “x”, kom med et forslag til, hvordan vi kan kommunikere dette ud til vores kunder og samarbejdspartnere på forskellige medier. 

– Vi har denne opgave/problemstilling som skal løses, kom med dit bud på, hvordan du ville løse opgaven.   

 

Husk at du på Kommunikation og Sprogs hjemmeside kan finde en række gode tips og tricks til, hvordan du på bedst vis forbereder dig til jobsamtalen. Disse tips kan du finde via linket her.

Kandidatstuderende i Kommunikation på Aalborg Universitetet i København

Back To Top
Search