Der har netop været valg til KS-repræsentantskabet, og Caroline Bay, Andrea Knudsen og Nadja Ward Pallesen skal repræsentere de studerende KS-medlemmer i Kommunikation og Sprogs repræsentantskab. Mød dem her.
Tekst / Pernille Futtrup & Ida Caroline Hansen
Foto / KS
Udgivet / September 2023
Som nye medlemmer af repræsentantskabet og talspersoner for de studerende i KS repræsenterer Caroline, Andrea og Nadja de studerende i KS’ øverste myndighed, og de skal være med til at udvikle Kommunikation og Sprog og tale de studerendes sag. Deres fokus vil blandt andet være at sikre, at de studerende er klædt godt på til at komme ud på arbejdsmarkedet. Hertil forklarer Caroline: “Mine fokuspunkter vil helt klart være at sætte fokus på den sproglige og kommunikative faglighed i vores erhvervsliv, samt sikre at os studerende er bedst muligt klædt på til at gå fra studie til voksenjob”. Et fokus Nadja støtter op om, da hun ønsker at sikre de studerende mulighed for at komme godt fra studielivet og ud på arbejdsmarkedet.
De studerende medlemmer spiller en helt central rolle i KS, og derfor er det en vigtig rolle, de tre nye repræsentanter indtager med omhu og alvor.
Caroline uddyber hertil:
“Jeg synes, det er vigtigt, at vi studerende selv er med til at forme vores fremtidige arbejdsliv, samt nuværende studieforhold. Jeg tror stærkt og fast på, at hvis man ønsker forandring, så må man selv være med til at kæmpe for det. Og ingen forstår de studerendes hverdag bedre end os selv. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi studerende også har en stemme, som forstår os og de problematikker, vi står over for i vores hverdag, og når vi skal videre i vores arbejdsliv.”
De studerende medlemmer er dem, der skal videreføre organisationen, og samtidig er det også de studerende, der bringer den nye, forskningsbaserede viden ind i organisationen. Det er de studerende, der har fingeren på pulsen på universiteterne og uddannelsesinstitutionerne, og som på egen krop lærer noget om kvaliteten i uddannelserne, om relevansen, studiemiljøet osv. Så som repræsentanter arbejder Caroline, Andrea og Nadja for de studerendes sag og er med til at sikre, at de studerende i KS bliver hørt, når det eksempelvis omhandler debatten om: afkortning af statens uddannelsesstøtte, reduktion af dimittenddagpenge, afskaffelse af retskravet og kæmpe uddannelsesreformer.
Andrea og Nadja valgte at stille op til repræsentantskabet, da begge synes det frivillige arbejder er spændende, og har et ønske om at forbedre hverdagen for de studerende. Samme interesse deler Caroline, som derudover valgte at stille op, for at kæmpe for den kommunikative og sproglige faglighed. For det var netop følelsen af mangel på anerkendelse af den sproglige og kommunikative faglighed i samfundet, der fik Caroline til at stille op.
“Som sprog- og kommunikationsstuderende oplever jeg virkelig en kæmpe mangel på anerkendelse i vores samfund ift. vigtigheden af sproglige og kommunikative kompetencer. Jeg ser et dansk erhvervsliv, som brænder for at være konkurrencedygtige og være med på den helt store verdensscene, men hvor samfundet halter ift. at uddanne sin befolkning til at kunne begå sig på den verdensscene. Så kan det godt være, at de i et land som Frankrig knap nok kan engelsk, men Danmark har bare ikke en størrelse, hvor vi kun kan forvente at kunne dansk og en snert af engelsk.”
Studenterbrød ønsker Caroline, Andrea og Nadja et stort tillykke med rollen som repræsentanter for de studerende i KS’ Repræsentantskab!
Er du nysgerrig på Repræsentantskabet og deres arbejdsopgaver? Så kan du læse mere her.