Har du svært ved at finde på overbevisende argumenter for din sag? Enten i en opgave, en tale eller måske bare i diskussionen med din familie over middagsbordet? Denne uges artikel tager dig tilbage til retorikkens rødder, hvor begrebet topik opstod. Ved at bruge topik kan du nemlig styrke dine argumentationsevner og dermed generelt forbedre din kommunikation.
Tekst / Ida Caroline Hansen
Foto / Headway
Udgivet / Oktober 2023
Begrebet “topik” refererer inden for retorikken til steder, man kan gå hen for at finde inspiration til nye argumenter. Topikken er således et redskab, man som kommunikatør og kritiker kan bruge til at generere argumenter, men også til at afkode andres argumenter. I denne uges artikel ser vi nærmere på, hvordan man kan bære sig ad med det.
Hvad er topik?
Inden for retorikken refererer begrebet topik til en særlig tilgang til argumentation. Topik er en metode, der hjælper retoren (den, der kommunikerer) med at generere og organisere argumenter og relevante beviser i en diskussion eller tale.
Topikken fokuserer på at identificere og udnytte de fælles emner, som mennesker typisk diskuterer eller er interesserede i. Disse emner kan være bredt anerkendte sandheder, spørgsmål om moral og etik, politiske spørgsmål, eksistentielle overvejelser eller næsten ethvert andet område, hvor meningsforskelle kan opstå.
Topik er altså en måde at generere og strukturere argumenter på. Centralt for udnyttelsen af topoi (topik i flertal) er naturligvis – ligesom med al anden form for kommunikation – at man kender sit publikum.
Sådan bruger du topik
Inden for retorikken arbejder man ofte med såkaldte topiklister; lister over potentielle topoi, som man systematisk kan gennemgå for at finde relevante perspektiver og dermed overbevisende argumenter og ikke mindst forberede sig på modargumenter.
Skal du for eksempel argumentere for, at de studerende burde få mere i SU, kan du spørge dig selv; hvordan kan jeg argumentere for, at de studerende skal have mere i SU ud fra et X perspektiv. Det du indsætter på x’ plads, er topikken, og kunne for eksempel være en af nedenstående topoi:
Økonomi
Miljø
Etik
Æstetik
Kultur
Individuelle konsekvenser
Samfundsmæssige konsekvenser
Desuden indbefatter topikken også metoder til at generere og udvikle argumenter og beviser ved hjælp af logik, analogier, eksempler, kontraster og andre retoriske værktøjer. Her skal du tænke; kan jeg finde gode eksempler eller analogier, som kan hjælpe min argumentation?
Ved hjælp af topik kan man identificere de relevante emner og argumenter, der vil appellere til publikum og overbevise dem om at acceptere en bestemt holdning eller handling. En vigtig del af topikken er også at forstå publikum og tilpasse argumentationen til deres værdier, interesser og forventninger. Ved at identificere og adressere publikums bekymringer og forstå deres synspunkter vil chancen for at overbevise dem øges.
Topik i opgaveskrivning
Topik kan også bruges, når du skal lave akademiske opgaver, både i udformningen af en problemformulering, i det analytiske arbejde og i en eventuel diskussion eller perspektivering.
Det kan være svært at finde på en ny og spændende problemformulering, og topikken kan derfor være en god metode til at hjælpe de gode idéer på vej. Det kan du for eksempel gøre ved at spørge dig selv, hvordan du kunne undersøge dit opgaveemne ud fra forskellige topoi, og på den måde kan du tvinge dig selv til at tænke nyt.
Under udarbejdelsen af din analyse, kan topikken igen komme dig til undsætning, når du skal udvikle stærke argumenter for dine påstande. Samme metode kan du med fordel benytte dig af, når det handler om at diskutere eller perspektivere. Nogle gange kan det nemlig være ret svært at finde en interessant vinkel på diskussionen samt at finde argumenter for og imod.
Sidst men ikke mindst er topikken også en god metode til at finde mulige modargumenter til dine påstande. Med andre ord kan topikken hjælpe dig til at se hullerne i din egen argumentation. På den måde kan du nuancere dine pointer og eventuelt gendrive mulige modargumenter i din opgave.
Samlet set er topik altså en retorisk tilgang, der giver en struktureret metode til at generere og organisere argumenter og beviser baseret på fælles emner og publikums behov. Ved at bruge topik kan du styrke dine argumentationsevner og dermed generelt forbedre din kommunikation.