Det har hængt over dit hoved som en skygge, siden du startede på din uddannelse. Kronen på værket af alt dit hårde slid og de mange år på universitet. Specialet.
Men hvad gør du, hvis du er helt ideforladt i forhold til, hvad du skal skrive om? Studenterbrød guider dig til at finde det perfekte specialeemne.
Tekst / Stina Lykke Hyllested Volf
Foto / Elisa Calvet
Udgivet / Oktober 2023
Kom til specialeseminaret
Hvis der bliver udbudt specialeseminar på dit studie, er det en god ide at komme til dem, da du kan sparre med dine medstuderende og underviser, få god viden om litteratursøgning og råd til, hvordan du skriver en god problemformulering.
Hvad interesserer du dig for?
Ofte er det lettest at starte med, hvad du interesserer dig for. Det hænger ofte sammen med, hvad du gerne vil arbejde med i dit fremtidige arbejdsliv, og så er det federe at bruge fire til otte måneder på et emne, der ikke hænger dig langt ud af halsen. En anden god ide er også at følge med i medierne, og hvad der sker rundt om i verden, da det kan inspirere dig til et emne.
Skal det kunne bruges i et fremtidigt arbejde?
Hvis dit mål med specialet er, at det skal kunne bruges til at sikre et fremtidigt job, er det en fordel at have det med i tankerne. Vil du gerne arbejde med for eksempel frivillige, krisekommunikation eller strategisk kommunikation? Så målret dit emne efter det, da dit speciale ofte ender med at være det, du er “ekspert” i.
Skriv med en virksomhed
I sammenhæng med at kunne bruge specialet i et fremtidigt job, og hvis dit studie tillader det, kan du række ud til en relevant virksomhed og høre, om de har en problemstilling, du kan bruge i dit speciale og skrive det i samarbejde med virksomheden. En anden mulighed er at producere et produkt ved siden af, der kan vise dine akademiske evner i praksis. Dette er også kun relevant, hvis din uddannelse tillader det.
Er det realistisk?
Når du har fundet et emne, der interesserer dig og muligvis passer til dit fremtidige arbejdsliv, skal du se på, om det er realistisk at skrive om. Er der for lidt eller for meget kød på til at fylde et speciale ud? Hvor er den akademiske vinkel? Det kan være en god ide, at undersøge, om der findes relevant materiale til dit emne, og prøve at udforme et udkast til en problemformulering.
Træk vejret
I sidste ende fastsætter du specialekontrakten og emnet med din vejleder, så du er aldrig ladt alene med, om dit specialeemne kan fungere, og om det er realistisk at skrive om.
Og husk – når specialet er afleveret, er du færdiguddannet, og her kan fagforeningen Kommunikation og Sprog hjælpe dig med alt fra jobsøgning til beregning af løn. Alt det kan du læse mere om i vores nye færdiguddannet univers her.