Skip to content

Tips og Tricks

På barsel som studerende

Står du eller din partner med en positiv graviditetstest i hånden? Der er mange regler og tidsfrister at holde styr på i sådan en situation, når man er studerende. Derfor guider studenterbrød dig i denne artikel igennem dem.

Tidligere på efteråret kom vi her på studenterbrød med gode råd til dig der overvejer at få børn på studiet. Denne gang har vi fokus på dig der står du i den situation, at du venter dig. Og her er det første skridt at tale med studievejlederen på dit studie, så I sammen kan lægge en plan for resten af din studietid. Hvis du får dit barn sammen med en partner, og I bor sammen og begge er studerende, er der flere fordele, da begge kan få fødselsklip. Der er forskellige regler ift.., om din partner har et fast fuldtidsarbejde eller også er studerende.

Fødsels-støtte

Økonomien er en vigtig faktor, når man får børn lige inden eller under sin studietid. Som mor eller far har I hver især ret til fødsels-støtte, der svarer til 9 ekstra SU-klip, hvor der kan overføres 3 klip til den anden forælder – hvis den anden forælder er SU berettiget. Er du enlig forælder, har du ret til 12 ekstra SU-klip.

Som mor kan du tidligst søge om fødselsstøtte 3 måneder før termin måneden. Som far eller medmor kan du tidligst søge fødselsstøtte en måned før terminsmåneden.

Er du blevet far eller mor inden studiestart?

Du har også ret til fødsels-støtte, hvis du er blevet mor inden for 12 måneder før studiestart eller far indenfor 6 måneder før studiestart.

Vær dog opmærksom på, at hvis du har et barn i forvejen og modtager forældretillæg, frafalder dette i dine fødselsklip.

Barselsdagpenge

Hvis du har et studiejob ved siden af studierne, kan du få barseldagpenge, og i nogle tilfælde kan du modtage løn i et antal måneder, men det kommer an på, hvad der står i din kontrakt. Du må gerne modtage barselsdagpenge og fødsels-støtte samtidig, men der er andre regler, når det kommer til barselsdagpenge. Her skal du som mor fortælle din arbejdsgiver 3 måneder før din termin, hvornår du forventer at føde og gå på barsel, og som far skal du fortælle, hvornår du går på fædreorlov senest 4 uger før, du går på orlov.

Regler for barselsdagpenge

Der er nogle regler, der skal overholdes, og her skal du have arbejdet mindst 160 timer inden for de seneste 4 hele kalendermåneder. I 3 ud af 4 måneder skal du have arbejdet minimum 40 timer om måneden, hvilket passer med de fleste studiejobs, hvor man arbejder 10-15 timer om ugen.

Du skal samtidig være medlem af en A-kasse for at være berettiget til barselsdagpenge, og det er vigtigt, at du beder din arbejdsgiver om at melde din barsel til Udbetaling Danmark.

Læs mere om A-kassen AJKS (A-kasse for journalistik, kommunikation og sprog), der er gratis i hele din studietid, hvis du er under 30 år her

Hvad med studiet?

I realiteten skal du ikke melde barsel til nogen på studiet, men lade være med at tilmelde dig fag og eksaminer. Du må være 30 ECTS-point bagud, hvilket er svarende til et halvt år.

Hvis du tager mere end 6 måneders barsel, skal du melde det til dit studiested, da der er andre regler for barselsorlov end for almindelig orlov. 

Vigtige overvejelser

Der er mange overvejelser og beslutninger at tage, når man går på barsel som studerende. Vil du være hurtig færdig, er det en god ide at undersøge, hvad dit studie tilbyder, og hvad mulighederne er. Kan du tage fag, mens du er på barsel, enten online, eller hvis barnet kan få flaske?

Vil du hellere nyde tiden og tage en pause fra studiet, kan du overveje, hvor længe du gerne vil være på barsel, og hvordan den skal deles med den anden forælder.

Barselsreglerne kan ændre sig, og det er derfor altid en god ide at kontakte din fagforening. Som medlem af Kommunikation og Sprog har du adgang til en barselsberegner, der hjælper dig med at regne ud, hvor meget barsel du kan få. Du finder barselsberegneren her

Back To Top
Search