Skip to content

KairoS

KS’ sidste frivilligdag

I lørdags vinkede vi farvel til den årlige Frivilligdag i Kommunikation og Sprog. I den forbindelse sætter Nadja Ward Pallesen, frivillig i KairoS og kommende observatør hos DM studerende, nogle ord på tiden som frivillig i KairoS og den sidste Frivilligdag.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Kommunikation og Sprog og DM fusioneres i november i år. Det glæder vi os selvfølgelig rigtig meget til, men det betyder også, at vi i lørdags holdt den allersidste Frivilligdag i Kommunikation og Sprog.

En af de deltagende til årets Frivilligdag er Nadja Ward Pallesen. Hun har været frivillig i studenterorganisationen KairoS siden 2022, og i år var anden gang hun deltog i Frivilligdagen.

”Jeg synes årets Frivilligdag var rigtig hyggelig. Jeg var også med sidste år, men jeg synes det var nemmere at være afsted anden gang, fordi jeg bedre kendte præmissen. Jeg var i hvert fald lidt mere villig til at snakke med de andre, og det er spændende at høre, hvad de andre frivillige laver, for i KairoS render man ligesom rundt i sin egen lille verden.”

Frivilligdagen er et årligt arrangement, som tak for den kæmpe indsats de frivillige lægger i Kommunikation og Sprog året rundt. Her mødes alle frivillige i Kommunikation og Sprog til en hel dag fyldt med oplæg, workshops, networking og god mad. I år var det dog, som sagt, sidste gang det blev afholdt som et Kommunikation og Sprog arrangement, og det ærgrer Nadja Ward Pallesen.

”Jeg synes virkelig, det er en god oplevelse, og dem jeg var afsted med fra KairoS, vi snakker stadig om Frivilligdagen sidste år. Det er virkelig en god måde at komme tæt på folk, og jeg håber, der kommer til at være noget lignende i DM.”

For de frivillige giver Frivilligdagen noget ekstra, mener Nadja Ward Pallesen. Det er nemlig her de alle kan mødes og dele deres erfaring som frivillig.

”Jeg er mest frivillig, fordi det ser godt ud på mit CV, men Frivilligdagen giver en lidt mere menneskelig værdi. Forstået på den måde at man får snakket med en masse mennesker, der deler de samme interesser.”

Fra 1. november, når fusionen træder i kraft, forsætter Nadja Ward Pallesen som observatør hos DM studerende. Her skal hun observere de møder, der afholdes i bestyrelsen hos DM, og sikre, at de også husker at tænke Kommunikation og Sprog med ind i beslutningerne. 

”Jeg var til mit første møde i DM studerende i fredags og jeg gik ind til det uden at vide hvad det var, så jeg var meget overrasket over, hvor politisk det egentlig er. KairoS er ikke særlig politisk. Vi laver arrangementer for studerende og det er hvad det frivillige arbejde går ud på i KairoS. I DM er det mere politisk og fagforeningsarbejde, så det er jeg overrasket over, men jeg glæder mig da til at komme i gang.”

Back To Top
Search