Husker du at indhente tilladelse og kreditere når du anvender billeder i eksempelvis din eksamensopgave? Det er ikke altid let at finde rundt i rettighederne for brug af billeder samt andet materiale. Derfor har vi på Studenterbrød samlet en håndfuld gode råd til, hvordan du får styr på dine rettigheder. Også selvom du kun skal bruge billedet i en eksamensopgave, som kun din underviser skal se.
Tekst / Pernille Futtrup
Foto / Canva
Udgivet / April 2024
De fleste af os ved godt, at hvis vi bruger andres billeder på sociale medier eller andre eksterne platforme, så skal vi have tilladelse og kreditere ophavsmanden. Men mange studerende glemmer at vi også skal have styr på tilladelserne når vi anvender billeder i vores eksamensopgaver eller i et PowerPoint slideshow til det 5 minutters oplæg vi skal holde i undervisningen. Men nu er der ikke længere nogen dårlig undskyldning for ikke at have styr på rettighederne – for Studenterbrød har samlet alle de vigtigste regler.
Du skal altid kreditere med navn, så vedkommende kan findes
Har du ikke fået tilladelse til at dele et billede, vil det blive set som en krænkelse, hvis du benytter eller deler et billede. Også hvis det er i din eksamensopgave. Billeder er nemlig beskyttet af ophavsretsloven. Derfor skal du altid være sikker på, at du har tilladelse til at bruge andres billeder i den kontekst, du har tiltænkt dig at bruge dem.
Når du har fået tilladelse til at anvende et billede, skal du altid krediterer ophavsmanden. Det betyder, at du oplyser ophavsmandens navn, så vedkommende kan identificeres.
Kan du ikke finde oplysninger på ophavsmanden, vil det typisk være en god ide at finde et andet billede.
Hvad med billeder der er offentligt tilgængelige?
Bare fordi et billede er tilgængeligt på nettet – for eksempel via Google Billeder, en kampagne, Facebook eller en virksomheds hjemmeside, betyder det ikke, at alle har fri ret til at bruge det. Her skal du kontakte den person eller virksomhed, der står bag billedet/grafikken, og bede om tilladelse til at bruge det. Får du tilladelse, kan du med fordel vedhæfte denne tilladelse som bilag i din opgave. Dette kan særligt være en god ide, hvis du planlægger at uploade din opgave i et projektbibliotek, en opgavebank, på en hjemmeside eller lignende. For når opgaven er uploadet, er den nemlig offentligt tilgængelig.
Hvordan ved jeg hvem jeg skal kontakte for at få tilladelse?
Nogle gange kan der være flere forskellige personer, som har rettighederne til et billede, en grafik eller lignende. Det kan for eksempel være, hvis personen har taget et billede eller produceret en grafik på vegne af en virksomhed. I sådanne tilfælde skal man have tilladelse fra begge parter. Men typisk vil det være vedkommende, som har taget billedet eller udarbejdet grafikken, som du skal have tilladelse fra.
Hvor kan jeg finde billeder, jeg ikke skal have tilladelse til at bruge?
Vil du gerne være på den sikre side, når du anvender billeder, så findes der hjemmesider, hvor du med god samvittighed kan hente billeder, som du kan benytte i opgaver, fremlæggelser eller lignende. Dette kan blandt andet være Pixabay og Unsplash. Det er dog altid en god idé at kreditere ophavsmanden, selvom du frit kan anvende vedkommendes billeder.