Skip to content

Udveksling

Årets KS’ legat modtagere

Endnu et år, endnu et KS’ legat er blevet uddelt til fem heldige studerende, som enten skal på studieophold eller i praktik. I år går turen blandt andet til Barcelona, Minnesota og Milano. I denne artikel kan du læse om, hvad de fem studerende skal beskæftige sig med i det store udland.

Igen i år uddeler vi i KS et studielegat på 10.000 kr. til fem studerende medlemmer, som skal på udveksling og blive endnu klogere. I år er legaterne gået til Emilie Schmidt-Laugesen, Frederik Lützhøft, Sophie Malmborg, Silje Ploug og Manuela Kleinle.

Emilie Schmidt-Laugesen

Emilie skal på et studieophold i Barcelona. Her skal hun følge fag på Universitat Pomeu Fabra i Barcelona, hvor hun skal følge fagene: Events management and Communication, English for Academic and Professional Purposes, Communication and Interest Groups, Public Opinion, Sociology of communication and Methods of Social Research in Communication, Risk and Crisis Communication, Cultural Journalism. Hun studerer til daglig kommunikation på DMJX, og ønsker at dette studieophold skal give hende mulighed for at indgå i internationale sammenhænge, som kan berige hendes forståelser for PR, marketing og strategisk kommunikation. Kommunikation har for Emilie altid været interessant, og hun brænder for at skabe relevant kommunikation, der kan forbedre verden.

Frederik Lützhøft

Frederik studerer på CBS, og har fået tildelt KS’ legat til et studieophold på University of British Colombia. Her skal han følge fagene negotiations, applied project management, air transportation og communications within financial statement analysis. Gennem sit studieophold ønsker han styrke sine evner indenfor kommunikation og sprog, som han senere hen kommer til at bruge til at kommunikere ledelsesbeslutninger til interessenter. University of British Colombia tilbyder et multikulturelt studiemiljø, hvor han får rig mulighed for, at begå sig blandt mange nationaliteter, og derved bruge sine kommunikative evner.

Sophie Malmborg

Sophie skal på studieophold i Minnesota, hvor hun ser frem til et spændende og motiverende studiemiljø, hvor hun kan forstærke sine forbindelse mellem teori og praksis. Til dagligt studerer hun Cand.merc. / MSc in EBA – International Marketing and Management på CBS, og har altid haft en stor passion for at gøre en forskel i verden på internationalt niveau. Hun ser derfor dette semester som en unik mulighed for, at kunne videreudvikle sig personligt og styrke sin forståelse for at kommunikere i et internationalt miljø. Når hun vender hjem, håber hun at netop dette studieophold har givet hende ny og specialiseret viden, som hun kan bruge til sit speciale, og senere styrke sine muligheder for at bidrage til dansk erhvervsliv.

Silje Ploug

Med uddannelse Kommunikation og IT på Københavns Universitet i ryggen, skal Silje på udveksling på The University of Milan. Hun har stor interesse og ønske om at fordybe sig i digital kommunikation og skal derfor have fagene Advertising communication: Digital Society Journalism og Media and Politics Communications Technology and Society. Hun forventer at hendes semester i Milano vil udvide hendes forståelse for, hvordan man målretter kommunikation til forskellige markeder.

Manuela Kleinle

Manuela studerer på kandidatuddannelsen i international virksomhedskommunikation med dansk på SDU i Odense. Om ikke så længe starter hun dog på sin praktikplads hos den danske ambassade i Wien, hvor hun skal hun dygtiggøres sig som kommunikatør i praksis med arbejdsopgaver indenfor sociale medier, presse og branding af Danmark og Danmarks interesser i udlandet. Praktikforløbet ser hun som et godt udgangspunkt for at understøtte den viden, hun har fra studiet, og for at arbejde med interkulturel kommunikation i en international kontekst.

Back To Top
Search