Specialet kan være en heftig proces, der for mange virker omfattende og utroligt opslidende. Det behøver det dog ikke at være. Jeg sidder selv midt i det, og har derfor lavet en lille guide til, hvordan du kommer igennem det, uden at gå ned med flaget.
Tekst / Frederikke Hinsby
Foto / Unsplash
Udgivet / Maj 2024
I skrivende stund er jeg i gang med mit speciale, og jeg er efter 5,5 år på universitetet træt, helt igennem skoletræt. Så træt, at jeg i starten af specialeprocessen overvejede, om det overhovedet var hovedpinen værd at færdiggøre. Heldigvis vægtede tanken om at have ”spildt” halvandet års kandidatuddannelse mere, end tanken om at skulle skrive mit speciale. Men jeg var stadig demotiveret. Så jeg måtte på google og undersøge, hvad tidligere specialeskrivende studerende havde skrevet om motivation i specialeskrivningsprocessen.
Her fandt jeg en masse artikler omstrukturering af processen, arbejdsgang osv. Mange foreslår, at man tilgår specialet som et arbejde, altså at man arbejder på det 9-17 eller 8-16, og holder fri i weekenden. Ikke en ubrugelig strategi, men det er også en one-size-fits-de-strukturerede løsning. Hvis man hele sin skoletid har skrevet sine opgaver og eksamener fem minutter i lukketid, som jeg har, begynder man ikke at strukturere sin tid efter kontortider, fordi man skal skrive et speciale.
Af denne grund kommer her en lille how-to-speciale for folk som mig; de skoletrætte og ustrukturerede.
Arbejd som du arbejder bedst
Vi starter hvor indledningen slap. Der er nemlig mange som har velmenende råd om struktur og tidsplaner. Det er bestemt ikke dårligt at være struktureret, hvis det falder naturligt, men hvis ikke det gør, er struktur enten et gok i nødden, hvis ikke du overholder din tidsplan, eller en kilde til alt for mange opslidende arbejdstimer. Du ved, hvordan du arbejder bedst, så gør det. Personligt er jeg glad for at sove længe, så jeg står op ved 9-10-tiden og begynder at skrive, når jeg har fået morgenmad. På den måde får jeg lidt glæde ved mit speciale. Jeg nyder ikke at skulle op til en alarm. Nogle gange skriver jeg fire timer, andre gange skriver jeg seks timer, og når jeg ikke det jeg ville den dag, når jeg det dagen efter.
Det er bare en skoleopgave
Uanset hvad dine undervisere, medstuderende, forældre eller Mette F vil bilde dig ind, er specialet bare en skoleopgave. Der er stort set ingen, der bliver bedt om at vise deres specialekarakter i den virkelige verden, men jeg kan godt forstå behovet for at ville gøre det godt. Personligt vil jeg dog ikke have stress af at skrive en skoleopgave. Jeg har hørt alt for mange skrækhistorier fra- og om studerende, der er gået ned med stress i specialeperioden, og det kan simpelthen ikke være meningen. Jeg opfordrer ikke til, at man udskyder bare fordi, men jeg synes ikke, det er så vigtigt, at hjertebanken og søvnløse nætter er specialet værd.
Snak med din vejleder
Man snakker naturligt med sin vejleder til vejledermøder, men nogle gange glemmer vi, at de faktisk er mennesker og ikke akademiske robotter, der udelukkende giver mere arbejde i form af rettelser. Det gør jeg i hvert fald. Det jeg prøver at sige er, at man godt kan fortælle sin vejleder om skoletræthed, usikkerhed, frustration osv. Til andet vejledermøde luftede jeg min skoletræthed og manglende motivation for min vejleder. Efterfølgende hjalp hun med alt fra opbakning til tidsplaner, og jeg har følt mig pakket så godt ind i vat, at specialet har været langt mere overskueligt. Det skal dog siges, at jeg har en exceptionel god vejleder, der passer perfekt til mit temperament. Jeg vil derfor råde til, hvis du har mulighed for det, at ønske en vejleder som du ved passer godt til din måde at arbejde på. Det gør kæmpe underværker.
