Skip to content

Tips & Tricks

Sådan skriver du den gode PR-tekst

Har du et studiejob, hvor du kommunikerer med offentligheden, pressen eller de danske medier? Så har du muligvis allerede stiftet bekendtskab med PR-genren, uden at du måske ved det. Studenterbrød guider i denne artikel til, hvordan du skriver en god PR-tekst, der får dine budskaber ud i medierne.

Public Relations, bedre kendt som PR, handler om at opbygge og vedligeholde gode relationer mellem en organisation og dens stakeholdere. Dette kan blandt andet være kunder, investorer, medier og offentligheden generelt. PR-disciplinen har derfor fokus på at formidle organisationens budskaber, værdier og handlinger på en positiv og troværdig måde gennem forskellige kommunikationskanaler som pressemeddelelser, sociale medier, events og andre former for kommunikation. Og det er her, den gode tekst kommer ind i billedet. For med en god PR-tekst kommer du langt. 

Lav en plan før du skriver

Inden du begynder skrivearbejdet, er det vigtigt, at du har lavet en plan. Først og fremmest skal du kende dit emne og din vinkel. Dernæst skal du kende din målgruppe. Hvem kommunikerer du til? Og til sidst er det vigtigt, at du har styr på det medie, du kommunikerer igennem. Er det SoMe eller opsøger du en journalist, der vil videreformidle din historie?

Når du har tænkt over ovenstående, er det en god idé at overveje, hvilken respons du ønsker at få på din kommunikation, samt at identificere mulige ideer og argumenter, der kan understøtte det. Har du først styr på det, vil det være lettere for dig at udforme en ‘Key-message’, som er det budskab, du ønsker at kommunikere. Enhver PR-aktivitet skal nemlig have et klart formål.

Opbygning af teksten 

For at din key-message og dit formål er tydeligt for modtager, handler det om at anvende en overskuelig struktur i opbygningen af din tekst.

En generel struktur som virker i de fleste tilfælde er:

  • Hvem? 
  • Hvad? 
  • Hvornår?
  • Hvor?
  • Hvorfor?
  • Hvordan? 

Besvarer du ovenstående, på en kort og præcis måde, sikrer du dig at dit budskab kommer tydeligt frem, og modtager skal ikke bruge lang tid på at afkode beskeden. 

 

Skriv som en journalist – brug citater

Når du skriver en tekst målrettet medierne og den generelle offentlighed, kan det være en god idé at tænke i journalistiske baner samt at bruge citater i din tekst. Et citat betyder dog ikke, at du skal ud og foretage interviews med relevante personer ansigt-til-ansigt, før du kan skrive din tekst. Det er normalt inden for PR-branchen, at du som kommunikatør selv finder på et godt citat, og efterfølgende får vedkommende, der skal udtale sig, til at sige god for citatet.

 

Et godt citat lyder naturligt. Det er derfor en god ide at læse det højt for sig selv, for at sikre at det ikke lyder konstrueret. Desuden er et godt citat et stærkt citat – forstået på den måde, at det fremkalder en reaktion hos modtageren, og dermed forblive i deres hukommelse. Et godt citat er desuden strategisk. Det vil sige, at citatet skal fremme din organisations PR-mål. Et PR-mål kan være at skabe opmærksomhed eller at forebygge en krise.

Tips til en god skrivestil 

Den gode PR-tekst er en tekst, hvor grammatikken og sætningskonstruktionerne sidder i skabet. Så brug tid på det. Derudover skal du undgå fyldige sætninger. Det gør du ved at fjerne unødvendige ord, og hvis du gerne vil anvende beskrivende ord i form af adverbier og adjektiver, så overdriv ikke med brugen af dem. For så mister de deres funktion.

Derudover er det en god ide at skrive i aktive- frem for passive sætninger. Når en sætning gøres aktiv betyder det at det er subjektet i sætningen der udfører en handling. Det bidrager til at budskabet formidles klart og overbevisende. 

Andre gode råd er:

  • Hold dig til et budskab ad gangen. 
  • Anvend en logisk rækkefølge 
  • Skriv i datid 
  • Hold det kort og simpelt 
  • Undgå at bruge komplicerede ord
  • Inkluder gerne fakta og statistik 
  • Sikre dig at du har styr på faglige titler, datoer, tidspunkter m.m. 
Back To Top
Search