Når den sidste eksamen er afsluttet og sommerferien står for døren, har man pludselig fået al den fritid og ro, som man hungrer efter i en travl eksamensperiode. Men det kan godt være svært at gå direkte fra intens travlhed til ferie og afslapning uden at blive rastløs. I denne artikel guider Studenterbrød dig til, hvordan du kommer ned i gear.
Tekst / Ida Caroline Hansen
Foto / Emilio Garcia
Udgivet / Juli 2024
Det er vigtigt, at vi bruger vores ferier på at restituere og lade batterierne op, men det er lettere sagt end gjort. Især som studerende kan det være svært at lægge den evige dårlige samvittighed på hylden for en stund. Det er dog vigtigt at øve sig i, og derfor får du her nogle konkrete tips til, hvordan du kan lægge hverdagens travlhed på hylden og glide ind i sommerens la dolce vita.
Overgangsritual
Ritualer er en god måde at markere overgangen fra hverdag til ferie. Det kan derfor være en god ide at planlægge noget, der skal markere starten på din ferie. Hvis din sommerferie er startet for længst, kan du alligevel udtænke et ferieritual, som du kan udføre alene eller med venner og familie. Det kan være, at du skal tage en frisk dukkert i havet, at du skal købe dig den lækreste is, du kan komme i nærheden af, eller at du skal invitere nogle folk over til grill.
Kom ned i kroppen og lav noget fysisk
Da jeg sidste år afleverede mit bachelorprojekt, var det kulminationen på mange måneders hårdt arbejde, og pludselig var det overstået. Jeg følte en kæmpe trang til at komme ud af mit hovede og væk fra computeren, og jeg forvandlede mig derfor til et organiseringsmonster. Jeg brugte uger på at sortere alle mine ting og finde bedre systemer. Og selvom det måske virker som en ret kedelig fejring af sin ferie, var det lige præcis det jeg havde brug for. Hvis man har siddet længe med hovedet i bøgerne, kan det nemlig føles godt at kaste sig over et fysisk projekt, der ikke kræver særlig meget, og hvor der ikke forventes noget af én. Måske har du et gammelt møbel, du kan sætte i stand, eller en cykel, der trænger til en vask. Uanset hvad du finder på, er det en god måde at slå hovedet fra og komme ned i kroppen.
Holde pause fra de sociale medier
Det skal ikke være en præstation at holde ferie, det skal være en hvilepause. For at kunne slappe ordentligt af og komme ned i gear, kan det derfor være en god ide, at tage en pause fra de sociale medier. Og hvis du ikke har mod på at slette medierne helt, kan du lave en aftale med dig selv om, hvor meget tid du vil bruge på din telefon om dagen. Vi kender nok alle sammen det med at vågne op og kigge på sin telefon, og pludselig har man været fanget på TikTok i 45 minutter. Det er ikke den bedste måde at begynde dagen på og måske kan det være en ide, at du i stedet tænker over, hvordan du kan starte dagen i dine ferier bedst muligt. Med blødkogte æg, et koldt glas appelsinjuice og en BMO, måske?
Undgå at lave for mange aftaler
Selvom sommerferien på universitetet er lang, så kan man hurtig komme til at pakke sin kalender med sjove, skønne og energikrævende aktiviteter. Hvordan man slapper bedst af afhænger naturligvis af, hvem man er, men alligevel vil jeg råde til at man forsøger at finde balancen i sine planer, så der også er tid til hvile og spontanitet. I hverdagen lever de fleste efter skemaer og planlagte aftaler, og derfor er det en god ide at være lidt fri fra kalenderens ugedage, når du har ferie, og i stedet mærke efter på dagen, hvad du har lyst til.
Tilbage er der bare at sige rigtig god sommerferie.