Skip to content

Studieliv

Drømmer du om at læse din kandidat i udlandet?
Mød Cæcilie, der tager sin kandidat i USA

“En oplevelse for livet er nok den bedste kliché, jeg kan bruge om min tid herovre”

Cæcilie, der er tidligere studentermedhjælper hos Kommunikation og Sprog, har en bachelor i Retorik fra Københavns Universitet. Hun har altid været nysgerrig på forskerlivet, og så har hun altid gerne villet prøve at bo i USA. I dag får hun lov til at udleve begge drømme på samme tid med en kandidat i USA, der er rettet mod videre forskning. Men hvordan er det egentlig at læse en kandidat i udlandet, og hvilke erfaringer tager hun med sig her på halvvejen? Det spurgte jeg Cæcilie om, og hun svarede:

“”En oplevelse for livet” er nok den bedste kliché, jeg kan bruge om min tid herovre. Mit indtryk er, at min oplevelse som kandidatstuderende er en helt anden end den, mine venner, der læser kandidaten i retorik på KU, har haft – både på godt og ondt! Læsemængden er tung, men man er omgivet af vanvittigt dygtige og motiverede medstuderende hele tiden. Det kan godt blive intenst, men det er også super fedt, fordi alle har den samme faglige interesse, men på vidt forskellige måder. Vi lærer utrolig meget af hinanden, og vi er blevet meget tætte meget hurtigt.”

De faglige forskelle og forventninger

Vi kan have mange forudindtagede ideer om livet som universitetsstuderende i USA, og der er jo også store strukturelle forskelle på universiteterne i Danmark og i USA. Men hvilke faglige forskelle oplever man egentlig som dansk studerende i USA, og hvilken betydning har det for ens hverdag? Her peger Cæcilie særligt på den nære relation, der er til forskergangen, og den medbestemmelse som de studerende har i de enkelte fag:

“Nu er det svært for mig at sammenligne kandidat i USA og i Danmark, eftersom jeg ikke har læst en kandidat i Danmark, men det er meget anderledes at læse på en kandidat, hvor vi kun er 7 studerende, og selv har indflydelse på, hvilke fag vi tager, og hvordan læseplanerne i de enkelte fag stykkes sammen. Mit indtryk er, at man er noget mere i kontakt med sine professorer og vejledere herovre – i hvert fald på min uddannelse, og dét er noget af det, jeg sætter mest pris på ved at læse herovre.”

Har du lagt mærke til nogle konkrete forskelle i forhold til sammensætningen af undervisningen, og de forventninger, som universitetet stiller til dig som studerende?

“Der er en lidt anden indstilling til læring, som konkret manifesterer sig i, at man i stedet for én stor eksamensopgave til sidst i semestret har mange flere, mindre opgaver i løbet af semestret – som regel en god blanding af fremlæggelser, diskussionsoplæg, mindre skriveopgaver og kreative projekter. Det er en fordel, fordi arbejdsmængden bliver spredt ud, og at der aldrig er helt så meget pres på det afsluttende projekt, men det er også en ulempe, fordi det betyder, at der nærmest aldrig er en uge, hvor man ikke har en deadline”.

Gode råd

Det er en stor beslutning at læse en kandidat i udlandet, og der er mange tanker, der er gode at have gjort sig på forhånd. Eftersom Cæcilie læser i en kandidat i USA, kan hun selvfølgelig kun tale ud fra hendes erfaringer med det, men jeg spurgte hende alligevel om, hvilke gode råd hun vil give andre studerende, der sidder med samme drøm som hende selv. Hertil har hun givet fire gode råd til, hvordan man griber de praktiske procedurer an, når man skal søge en kandidat i udlandet.

1 Tag kontakt og undersøg dine muligheder

“Jeg vil altid anbefale at tage fat i nogle fra den uddannelse, du søger ind på, både for at høre om mulighederne, f.eks. for finansiering, men også så de ved, at de kan forvente din ansøgning. I USA er det normalt på kandidat og PhD-niveau, at blive ansat som Research Assistant (RA) eller Teaching Assistant (TA), hvor man så får dækket sin tuition og får løn af universitetet. Så selvom det måske er svært at gennemskue, så er der som regel altid en eller anden form for funding – enten i form af tuition reduction, scholarships, timelønnet arbejde, eller RA- eller TAships.”

2 Start i god tid

“Noget andet er, at en ansøgning til graduate school kan være meget omstændig, så sørg for at starte i god tid. Som regel skal du have CV, tre anbefalinger, en writing sample (f.eks. en tidligere opgave), karakterblad eller officielle diplomer og et personal statement klar. Her vil jeg anbefale at starte med at indhente anbefalinger fra tidligere professorer eller arbejdsgivere, fordi det kan gøre det nemmere at skrive sit personal statement, som skal fortælle historien om, hvorfor de skal investere i dig som studerende, og hvorfor du ville passe godt ind.”

3 Få styr på finanserne

“Når du er optaget på en uddannelse, er det bare med at få søgt midler til at få opholdet til at ske. Selv hvis du får tilbudt en RA eller TA stilling, er det med stor sandsynlighed ikke nok til at dække alle udgifter i løbet af de to år. Jeg vil derfor klart anbefale at søge så mange legater som overhovedet muligt, der er nemlig mange penge at hente i private legater.”

4 Søg visum så hurtigt som muligt

“Derudover skal du også søge visum så hurtigt som muligt. Tag fat i det internationale kontor på dit universitet, så snart du har fået dit optagelsesbrev, for du skal bruge det, der hedder et I20-dokument fra universitetet, som er bevis på, at du er optaget, og at de sponsorerer dit visum. Det skal så underskrives og med til et fysisk visuminterview på ambassaden i København sammen med alle de relaterede dokumenter. “

Back To Top
Search