Det kan være svært at få økonomien til at hænge sammen som studerende og mange må leve af pasta og ketchup sidst på måneden. Studenterbrød giver dig i samarbejde med Lån & Spar Bank tre gode råd til, hvordan du kan holde styr på din studieøkonomi.
Marketing
Sommerens trend: brat summer
Tekst / Pernille Futtrup
Foto / Canva
Udgivet / August 2024
Sidste år malede Barbie sommeren pink, og i år har den britiske sangerinde Charli xcx bevirket, at sommeren er blevet limegrøn. En trend, som går under navnet ‘brat summer’, inspireret af sangerindens seneste album brat. Trenden har taget fart på de sociale medier og rækker nu langt ud over Charli xcx’s album. Studenterbrød har kigget nærmere på trenden fra et fagligt perspektiv for at forstå disse virale trends, som af og til opstår.
‘brat summer’ og ‘brat girl summer’ er overalt. Forleden så jeg et opslag på LinkedIn, hvor en forvirret bruger i bedste brat stil havde postet et limegrønt billede med teksten “I don’t know how this damn trend works” i trendens karakteristiske font. Et andet eksempel er fra, da jeg så skateboard konkurrencen ved OL, i disciplinen park, hvor den danske kommentator pludselig siger “meget brat summersål han kører på sine sko der”. Der gik det op for mig, at ‘brat summer’ spænder over mere end bare min egen algoritme på TikTok. Og det ledte mine tanker tilbage til sidste sommer, hvor Barbie og hendes pinke univers dominerede de sociale medier og marketingverdenen. For ‘brat summer’ og den limegrønne farve er alle steder. Lige fra den amerikanske valgkamp, til den danske modeuge, til de olympiske lege.
Hvad er “brat summer” og “brat girl summer”?
Gen Z har skabt endnu en ny trend og døbt den “brat girl summer” – inspireret af TikTok-fænomenet “Hot girl summer”. Og trenden er hjulpet godt på vej af Charli xcx’s effektive marketingteam i forbindelse med hendes seneste album.
Men for at forstå trenden, så lad os starte med ordet ‘brat’, som er omdrejningspunktet for trenden. Ifølge Charli xcx selv handler det at være en brat om at turde lave fejl, ikke at være perfekt samt at være autentisk og ærlig omkring, hvem man er – samtidig med at man bare fester gennem livet. En tilgang og livsstil, der står i stor kontrast til den perfektheds- og ‘clean girl aesthetic’-kultur, der har domineret det sidste årti. Og måske er det denne tiltrængte forfriskning, der er grunden til, at ‘brat summer’ er gået viralt, og at vi alle gerne vil være en ‘brat’.
Når brands hopper med på vognen
I en tid hvor medielandskabet, og hvad der er in eller out, ændrer sig hele tiden, er det vigtigt, at brands hopper med på trends for at holde sig relevante. Såkaldt trendbaseret marketing. Derfor har brands og influencere verden over tappet ind i ‘brat summer’-universet for at være en del af det her mere rebelle univers, som ‘brat summer’ står for. Der findes utallige eksempler på store virksomheder, der har taget den limegrønne farve og den lidt mere uperfekte stil med ind i sin markedsføring. For den grønne farve er blevet et symbol på ‘brat summer’ og alt det, at være ‘brat’ står for.
Når man som brand hopper med på en trend, så er det en måde at sikre, at ens brand forbliver relevant og opdateret i en verden, hvor forbrugernes interesser og adfærd hurtigt kan ændre sig. Dertil er trends en måde, hvorpå brands kan kommunikere med deres målgruppe og brand-community. Det giver brandets og deres målgruppe en fælles reference eller et samtaleemne, som de kan samles omkring.
Hvad bliver den næste trend?
Når man spørger, “Hvad bliver den næste trend?”, er det nærmest umuligt at forudsige præcist, hvad der vil fange folks opmærksomhed og eksplodere som den næste virale bevægelse på sociale medier. Alt kan blive en viral trend, hvis brugerne på de sociale medier begynder at engagere sig massivt i det. Vi har i år allerede set flere virale trends, som eksempelvis “Man in finance”-trenden. En trend, som brands og virksomheder tog til sig, når de skulle rekruttere nye yngre medarbejdere. Trenden bestod i at fremstille den stereotype mand i finanssektoren, og brands brugte denne stereotype kreativt til at signalere, hvilke typer profiler de ønskede at tiltrække.
Men noget der kendetegner disse trends, skabt af sociale medier, er, at de ofte er over lige så hurtigt, som de opstod. Så selvom det kun er to måneders tid siden, at Charli xcx udgav sit album, og ‘brat summer’ opstod, er trenden muligvis allerede på vej mod at være fortid igen.