Tekst / Ida Caroline Hansen
Foto / Pernille Futtrup
Udgivet / September 2024
Det kan måske virke som en lille ting, men faktisk er feedback en vigtig skill, der kan komme dig og dine omgivelser til gode både på studiet og på arbejdet. Problemet med feedback er bare, at vi tit bliver bange for at såre den andens følelser, eller at vi ikke formår at gøre feedbacken brugbar for modtageren. I denne artikel guider vi dig til, hvordan du bliver mester til feedback.
Konkret, konstruktiv, kærlig
Der findes tre grundlæggende principper for god feedback. Den skal være konkret, konstruktiv og kærlig. For at din feedback skal give mening for modtageren, må du gøre den så konkret og tekstnær som mulig. Kom med konkrete eksempler fra teksten og forslag til, hvad man ellers kunne gøre.
Derudover skal du huske, at formålet med din feedback er at hjælpe modtageren, og du kan derfor sørge for at gøre din feedback konstruktiv ved at spørge ind til modtagerens proces og afstemme situationen herefter.
Endelig har man som feedback-giver også et ansvar for at levere en feedback, der virker motiverende for modtageren og ikke omvendt. Derfor er det vigtigt at give modtageren konkret ros og positiv respons, så modtageren får et klart blik for, hvad det er, der fungerer godt i tekstens forskellige niveauer (hvis det altså er en tekst, du skal give feedback på).
Afstem situationen
Noget af det vigtigste, når vi giver feedback, er, at den skal hjælpe modtageren videre på en konstruktiv måde. Det er derfor essentielt, at din feedback bliver afstemt efter den situation, som modtager står i. Hvor lang tid er der til deadline, hvad er modtagers udgangspunkt, og hvad er egentlig det væsentligste i det produkt, som du skal give feedback på?
Hvis du skal give feedback på en tale, som modtageren skal holde dagen efter, skal du altså afstemme din feedback efter, at modtageren ikke har alverdens tid til at lave forandringer. Ligeledes er det vigtigt at aflæse det udgangspunkt, som modtageren af feedbacken kommer fra, så endemålet ikke bliver at få en nybegynder til at lyde professionel første gang.
Spørg ind
Inden du giver dig i kast med din feedback, er det en god idé at afstemme med din modtager, hvad personen gerne vil have feedback på, og hvordan personen foretrækker at modtage den. Det nytter nemlig ikke noget, at du nørder ordniveauet i en tekst, hvis din modtager egentlig ønsker at få et par nye øjne på tekstens struktur. Husk derfor altid at afstemme feedbacken med din modtager på forhånd, og apropos forrige råd, så spørg ind til situationen og omstændighederne, hvor teksten skal bruges.
Feedback-samtalen
Hvordan leverer man så sin feedback på en god måde? Feedback-samtalen er en disciplin i sig selv, men med de førnævnte forventningsafstemninger bliver situationen forhåbentlig nemmere.
At give feedback på en anden persons indhold er en gave, du giver, så den anden person kan vokse og blive bedre fagligt, og din feedback omhandler et produkt – og altså ikke den person, du sidder overfor. Derfor kan det også være en god ide at gøre feedbacken til en samtale, hvor du udlægger din forståelse af teksten, for på den måde at starte en samtale, der får modtagerens tanker i gang.
Derudover er det som feedback-giver en god ting at gøre sig tanker om, hvordan du vil strukturere din feedback-samtale, så dine pointer kommer ud på en forståelig og konstruktiv måde. Et godt tip her er at starte med at tale om teksten overordnet, og derefter bevæge sig ned på det strukturelle niveau, så på sætningsniveau og til sidst på ordniveau.
Feedback som en vækststrategi
Når feedback gives rigtigt, kan det blive et kraftfuldt værktøj, der skaber vækst og udvikling for både giveren og modtageren. Det handler om at turde dele sin indsigt med fokus på forbedring, ikke perfektion. Husk, at god feedback er en dialog, hvor både ros og konstruktiv kritik går hånd i hånd – en proces, der kræver mod, empati og en vilje til at se potentiale frem for fejl.
Næste gang du står overfor at give feedback, så tænk på det som en mulighed for at bidrage til andres rejse. Vær konkret, vær kærlig, og vær altid nysgerrig.