Skip to content

How to SEO:

Sådan Bliver Du Googles Favorit

Du har muligvis set det korte ord ‘SEO’ i jobopslag eller hørt din chef tale om SEO-tekster. Men hvad dækker det lille ord over? Studenterbrød har undersøgt det nærmere, og denne artikel er derfor til dig, der er ny i SEO-verdenen.

Når man gerne vil nå langt ud til sin målgruppe, handler det ikke kun om at have godt indhold. Det er også vigtigt at have styr på sit SEO-arbejde, som til tider er en kompleks proces. SEO-arbejde opfattes ofte som en kedelig og monoton opgave, men det er noget, vi bør have i baghovedet, når vi arbejder, da det kan skabe positive resultater over tid.

Hvad betyder SEO?

Begrebet SEO er en forkortelse for Search Engine Optimization, eller på dansk søgemaskineoptimering. SEO er et komplekst fænomen, som omfatter de keywords (søgeord) man anvender, interne links, HTML, design, indhold og meget mere.

Hvad bruger man SEO tekster til?

SEO handler om at få trafik ind på ens hjemmeside og sikre autenticitet omkring ens hjemmeside og identitet. For scorer man højt på Google, har brugerne mere tiltro til en.

SEO-tekster spiller altså en afgørende rolle i at nå ud til en bredere målgruppe og øge synligheden af dit indhold på internettet. SEO-tekster er tekster, der er informerende og hjælpsomme, hvilket Google og andre søgemaskiner belønner. Derfor vil en artikel eller en hjemmeside med SEO-venlig tekst rangere højere i Googles søgeresultater.

Derudover skaber en god SEO-tekst også bedre brugeroplevelser, da det bliver lettere for brugeren at afkode den information, de leder efter.

Sådan skriver du en god SEO-tekst

Når du skal skrive en god SEO-tekst, er brugen af overskrifter og underoverskrifter essentiel, da det er disse, Google og andre søgemaskiner bruger til at finde ud af, hvad din tekst handler om. Når man skriver tekster til søgemaskiner, er det derfor vigtigt at vide, at søgemaskiner først læser din overskrift (H1), så dine underoverskrifter (H2 og H3) og til sidst din brødtekst.

En god SEO-tekst må gerne have noget længde, så du kan få indarbejdet så meget brugbar information som muligt. Hertil kan det være en god idé at inkludere links til andre sider på din hjemmeside i teksten. Selvom teksten gerne må have noget længde, er det vigtigt, at hvert afsnit ikke bliver for langt, og at teksten bliver opdelt af relevante underoverskrifter.

Research og relevans

SEO er ikke bare at skrive en god tekst. Det kræver en masse research, før man kan skrive sin tekst. Dertil skal ens emne og information have relevans.

Hvis andre virksomheder eller organisationer skriver om samme emne som dig, så undersøg altid, hvordan de gør, så du som minimum kan matche dem og helst gøre det bedre. For i sidste ende handler det om, hvem der har den tekst, som Google belønner bedst.

Brug SEO-venlige overskrifter

En god SEO-tekst har kun en enkelt overskrift af typen H1, som skal være kort og præcis i forhold til dit indhold. Derefter har din tekst flere underoverskrifter, såkaldte H2’er og H3’er, som indeholder forskellige kombinationer af dit søgeord.

Brugen af overskrifter og underoverskrifter er essentiel, når man laver SEO-arbejde, da det er disse, som Google og andre søgemaskiner/algoritmer bruger til at finde ud af, hvad din tekst handler om.

Det gode søgeord

Når du skriver din SEO-tekst, skal du udvælge ét primært søgeord, som er sigende for din tekst og dit budskab, og som er det, du ønsker, at andre skal søge efter for at finde din tekst. Dit søgeord skal du så have øje for, når du skriver din tekst. Jo oftere du anvender det, desto højere vil din tekst score, når andre foretager en søgning med ordet.

Når du har udvalgt dit primære søgeord, er det en god idé at undersøge, om der findes flere versioner af dit søgeord, som du kan anvende, eller om der kunne være andre søgeord, som også kunne være relevante at anvende i din tekst. For på den måde optimerer du chancerne for, at brugerne finder frem til din tekst, når de søger efter noget, der relaterer sig til dit indhold på Google.

Er du blevet mere nysgerrig på SEO og det potentiale, der ligger gemt i det omfattende arbejde? Så kan du med fordel tjekke vores webinar SEO med AI-værktøjer ud. Her kan du blive klogere på de muligheder, som AI har åbnet op for inden for arbejdet med SEO.

Kandidatstuderende i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet

Back To Top
Search