skip to Main Content

Sprog

Optræk til 3 nye pendulord

Hvordan kan vi så være så langt fra en fælles forståelse for, hvad kunstig intelligens, kreativitet og promiskuitet er? Hvorfor tænker vi så forskelligt over de ting? Jeg kommer her med tre bud på udtryk, der burde penduleres - altså; ændres i deres betydning anno 2017.

Vi er alle enige om, at sko betyder sko. Det har vi fastlagt og accepteret. Og hvorfor skulle vi ikke også det? Herefter kan vi så begynde at snakke om, hvilken sko det er – overordnet set kan ordet sko ikke misforstås. I hvert fald ikke i disse tider.

Sproget er jo som bekendt dynamisk og udvikler sig med mennesket. Og måske får vi slet ikke brug for at bære sko i fremtiden, og ordet vil derfor have en anden betydning i år 2679.

Sprogsystem overfor sprogbrug

Den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussure (1857–1913) introducerede modsætningerne mellem sprogsystemet og sprogbrugen.

Han kaldte sprogsystemet for langue og sprogbrugen for parole. Parole (ord) kan blive læst og hørt, og langue (sprog) er den teoretiske abstraktion.

Ord forstår vi, men sproget er forskelligt for individer og i kontekster.

I det dynamiske sprog kan man tale om pendulord. Tag for eksempel ordet patetisk (parole). Det er et pendulord, fordi det tidligere kun har betydet højtidelig, men nu betyder det også ynkelig (langue).

Fælles forståelse via sproget

Inden ord kommer ind i sprogsystemet, bliver de afprøvet af sprogbrugerne – dig og mig. Saussure konstaterede, at sprogets tegnsystem var et socialt faktum, og at vi sprogbrugere har normer i brugen af sprog.

Det er en fælles forståelse, vi har – og dermed kan vi via sproget skabe en fælles forståelse.

Men når det nu er tilfældigt, at sko hedder sko, og vi samtidig er enige om, at sko ER sko, hvorfor har vi så så forskellig forståelse af visse ord?

Kunstig intelligens

Lad mig begynde med at sige; jeg er glad for kunstig intelligens og for robotter, og jeg tror på, at de gør mere gavn end skade.

Men hvad betyder ordet egentlig for samfundet? Udover ordbogens definition, som siger: ”efterligning af handlinger som man normalt forbinder med menneskelig intelligens, på en computer”, har vi på en eller anden måde defineret det til noget, vi skal være bange for.

Ordet kunstig vækker frygten. Vi er åbenbart bange for ting, der ikke er naturskabte?

Det stiller jeg spørgsmålstegn ved, da vi jo lever i 2017, hvor computere, smartphones, biler og meget andet er menneskeskabt – altså ikke naturskabte.

At noget uægte er intelligent, forstår jeg godt, at man kan blive bange over. Men i konteksten af at vi er så gode venner med vores computere, biler og printere, burde vi se mulighederne i det, som KI giver, frem for det, vi tror, det tager fra os.

Jeg tror ikke på, at en såkaldt servicerobot kommer til at tage arbejdet fra social- og sundhedsassistenten, eller at de ældre på plejehjemmet ikke får den menneskelige kontakt. Jeg tror blot, det betyder, at servicerobotten hjælper til, at den ældre får et bad frem for ikke at få et bad.

At være kreativ

For ikke så lang tid siden hørte jeg et radioprogram, hvor de talte om, hvordan ordet kreativ er en ting, man helst skal være. Firmaer, der ”søger en kreativ kommunikatør” eller efterspørger en medarbejder, der ”kan se sig selv lave kreative løsningsforslag i et Excel-ark”.

Og folk, der kalder sig selv kreativ, burde måske indse, at kreativitet er en indre drift, og at man rent faktisk er kreativ både som tømrer, kommunikatør, ingeniør, skolelærer og så videre, fordi kreativ betyder, at man ergod til at få nye idéer og realisere dem”.

Ordet er blevet så brugt, at det har mistet sin betydning – især når vi nærmest alle grundlæggende er det.

’Walk of shame’

Vi lever i 2017, og vendingen walk of shame bliver desværre stadig brugt om kvinder, der har tilbragt en nat med en fremmed mand. Det bliver heldigvis brugt mindre.

Inden sommeren hørte jeg dog en mand tale om, at han da ikke kunne forstå, hvorfor det hed walk of shame. Han elskede de damer, der søndag formiddag gik på Nørrebrogade i glimmerkjole.

Implicit sagde han, at walk of shame stadig bliver brugt om promiskuøse kvinder på en dårlig måde; fordi ordet shame (skam) dækker over en følelse af skyld eller at være flov over sine handlinger.

Hvis en kvinde har lyst til at gå med en mand hjem, så skal hun gøre det. Så kunne man jo passende kalde den gåtur ’på vej hjem’ – præcis som mænd har gjort i mange mange år.

Udtrykket walk of shame skal ikke dø. Det skal bare betyde noget andet, da det har en negativ klang over sig. Ingen vil gå en skamfuld tur.

Jeg har et forslag: Walk of shame skal bruges om folk, der går en tur og dømmer andre på sin vej; så kan de føle skam over at dømme andre udefra. Som for eksempel den mand, der dømte kvinden i glimmerkjolen til at være skamfuld, fordi hun måske/måske ikke havde tilbragt natten med en fremmed mand.

Det var tre udtryk, fraser, syntagmer, kært barn har mange navne, som jeg har gået og undret mig over på det seneste.

Hvis du selv har gået og undret dig over ords betydninger, eller du har undret dig over noget andet i vores samfund – om det handler om ord eller studielivet eller andet godt er underordnet – må du meget gerne sende os dine skrevne ord, så vil vi gerne lægge spalteplads til. Læs mere om hele konceptet her.

Cand.mag i moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet. Har en bachelor i italiensk kultur og sprog. Har tidligere arbejdet i Kommunikation og Sprog.

Back To Top
Search