Vidste du, at over 80 % læser CV’et før ansøgningen? Det er blandt andet derfor, det er så vigtigt, at dit CV er målrettet. De, der står for ansættelsen, skal ofte orientere sig i 100–200 CV’er, så det er afgørende, at læseren hurtigt kan danne sig et indtryk af, hvad du kan bidrage med til jobbet og virksomheden. Se KS’ 10 anbefalinger til, hvad du skal have med i dit CV her.
Foto / rawpixel on Unsplash
Hvor langt skal et cv være? Kan jeg bruge det samme til forskellige job? Skal der billede på? Her får du svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om CV’et.
CV’et bør være på 1- 3 sider. Det vigtigste er, at alt relevant information er med. Det skal se forskelligt ud fra job til job, afhængig af om du søger et nyt job med samme opgaver, som du har, eller om du vil skifte fokus og søge nye arbejdsområder, i ny branche, eller noget helt tredje.
Dit cv skal være overskueligt sat op med tydelige afsnitsinddelinger, klare skrifttyper og luft, så det er let at danne sig et hurtigt overblik. Hellere én side mere end at prøve at pakke det hele ind på for lidt plads.
Der er mange forskellige templates og skabeloner, der er lige til at bruge. Men vær opmærksom på, om det er muligt at redigere i, tilføje/udvide afsnit, og på andre måder personalisere det. Hvis ikke, så risikerer du at formatet bestemmer, hvad du kan få med i dit CV.
75% af dem, der rekrutterer, foretrækker, at der er billede på CV’et. Hvis du sætter billede på CV’et, skal det være et professionelt, vellignende portrætbillede, der egner sig til at blive printet i både sort/hvid og farve.
Husk kontaktoplysninger og link til din LinkedIn-profil. Og husk at holde den opdateret.
Gem dit CV som pdf, inden du sender det af sted. Så er du sikker på, at font, billeder og layout bevares.
Her er de ting, du skal have med i dit cv:
1. Profil
Du kan målrette dit CV ved at indlede med en profiltekst, der fungerer som en slags miniansøgning. Profilteksten skal være skarp. Den skal indeholde den viden og de erfaringer, du kommer med. Forhold dig til indhold, målgrupper, omfang, resultater og eventuelt et eksempel eller to, hvis der er plads. Det skal cirka være 8–9 linjer.
2. Erhvervserfaringer
Hav fokus på indholdet i det, du har lavet. Hvis din stillingsbetegnelse ikke dækker det, du har lavet, så læg vægten på det og skriv eventuelt stillingsbetegnelsen bagefter. Skriv årstal til sidst; det er også med til at holde fokus på indholdet.
Skriv stillingsbetegnelse og stillingens vigtigste indhold og nævn de vigtigste relevante opgaver og deres omfang. Tilføj et eksempel eller et lille afsnit med de vigtigste resultater for dig og virksomheden. De opgaver, du har løst udover dem, du vælger at fokusere på, kan du f.eks. nævne i en opremsning: ”Derudover har jeg…”.
3. Frivilligt og organisatorisk arbejde
Hvis du har lavet frivilligt arbejde på eller ved siden af studiet, er det en god idé at få med. Fokuser ligesom erhvervserfaringer på dine konkrete arbejdsopgaver og det faglige udbytte.
4. Uddannelse
Hav fokus på dit faglige udbytte af uddannelsen og dine større projekter, særligt hvis de er kommet uden for universitetets vægge. Du behøver ikke liste alle fag, du har været igennem, særligt hvis din uddannelse ligger længere tilbage.
5. Efteruddannelse/kurser
Nævn navn, årstal og leverandør. Hvis titlen ikke giver en klar idé om indholdet, så beskriv gerne kort det vigtigste udbytte.
6. IT
Nævn gerne niveau og/eller de opgaver, du kan løse. Husk at få alt med, om det er en programpakke, en CMS-løsning, et socialt medie, du har lavet kampagner på, eller noget andet.
7. Sprog – skriftligt og mundtligt niveau
Du behøver ikke nævne dit skolefransk, men hvis du har et højt fagligt niveau på et fremmedsprog, er det selvfølgelig en fordel.
8. Evt. fritidsinteresser
Der er en værdi i at have noget med, som giver et personligt præg. Om det er en kort beskrivelse af dig som privatperson, dine værdier, dine fritidsinteresser eller noget andet, der betyder noget for dig.
9. Andet?
Hvis det er en journalistisk eller kreativ stilling, kan det være en god idé at linke til din portefølje, hjemmeside eller linke producerede artikler. Ellers kan afsnit med udlandsophold, tillidsposter eller lignende tages med, hvis du vurderer, at det er relevant.
10. Evt. referencer
Hvis du har referencer, så skriv navn og eventuelt kontaktoplysninger. Hvis du ikke kan skrive navne, så skriv, at du kan oplyse referencer.
God fornøjelse med jobjagten, og husk, at du altid kan få hjælp og feedback til CV og ansøgning af Kommunikation og Sprogs karrierevejledere her.