Bliver du stresset ved tanken om den store, stejle karrierestige? Så er du ikke alene. Studenterbrød har i denne artikel talt med Bitten Kjærgaard, der er karriererådgiver hos Kommunikation og Sprog, for at aflive rygterne om karrierestigen og i stedet blive klogere på, hvad karriere er for en størrelse, og hvad der egentlig skal til for at skabe sig et godt CV i løbet af studiet.
Tekst / Ida Caroline Hansen
Foto / KS Arkiv
Udgivet / September 2023
Hvad er karriere?
Først og fremmest bliver vi nødt til at se på, hvordan vi forstår ordet karriere. En af grundene til, at tanken om karriere kan give sved på overlæben, kan nemlig relateres til den måde, vi forstår begrebet karriere på. Jeg spurgte karriererådgiver Bitten Kjærgaard om, hvordan vi skal forstå karriere, og hun svarede:
”Der er mange, der tænker karriere, som noget der skal gå opad eller fremad, at man hele tiden får mere ansvar, eller at man hele tiden stiger i graderne og til sidst bliver leder. Eller at man specialiserer sig og bliver ekspert inden for et eller andet. Og de veje kan man godt gå. Men der er mange, der har en anden karrierevej, der hedder, at man prøver forskellige ting af, og som mere er drevet af en interesse, der opstår og variationen. Så det ikke handler om at blive leder eller specialist, men mere sådan: ”nu har jeg været inden for det her område, og nu begynder jeg at få øjnene op for det her”. Det er jo en lige så god måde at se karriere på.”
Pludselig er det som om, at vi kan sænke skuldrene lidt, og erstatte stressen med nysgerrighed. For hvis vi ser på karriere som et udtryk for forskellige interesseområder gennem livet, bliver karriere pludseligt et mere rummeligt udtryk for de interesseområder, vi udforsker gennem vores arbejdsliv.
Hvad udgør god erfaring på dit CV?
Uadskillelig fra stressen over karriere følger tankerne om det gode CV. For hvad er et ’godt’ CV egentlig? For mig kan CV’et fremstå som en underlig og lidt udefinerbar størrelse. Og tankerne om at udforme et CV kan for mig føles som at skulle støbe en nøgle uden at kende modellen på den dør, den skal bruges til at åbne. Jeg fortalte Bitten om min undren, og hun forklarede:
”Der er flere ting, der kan gøre, at man står godt med sit CV. Og det er klart, at har man noget studierelevant erfaring, så er det nemmere at få sit CV til at se ud af noget. Men ét studierelevant arbejde er fint. Og har man været der i et år, er det også fint. Har man været der i lidt kortere tid, går det nok også. Hvis man ingen erfaring har, er det især uddannelsen, man skal slå på. Og selvom man har haft studierelevant arbejde er det stadig relevant, for man har jo trods alt læst i fem eller tre år. Man skal altså prøve at tænke: “Hvad er det jeg kan med det, jeg har læst, hvad er det for nogle opgaver jeg kan løse med det jeg har lært?””
Bittens bedste råd
Til sidst spurgte jeg Bitten om, hvilke bekymringer hun oftest oplever i hendes arbejde som karriererådgiver. Og hun fremhævede for det første bekymringen for, om man skiller sig ud fra mængden. For det andet frygten for, at det første job, man får, ikke lige er det man gerne vil, eller at det ikke lever op til ens forventninger. Bitten har selvfølgelig også gode råd til, hvordan vi kan komme bekymringerne til livs, og de kommer her:
Hvordan skiller jeg mig ud fra mængden?
”Man behøver jo ikke være et helt særligt geni for at finde et job. Det er rigtig nok, at hvis ens ansøgning ser ud som alle andres, så bliver det lidt sværere, men det betyder ikke, at man behøver at være ekstraordinær. Det betyder bare, at man skal bruge noget tid på at tænke over, hvad der særligt ved ens profil. Og der er altid noget. For én ting er, hvad du ved, du kan, fordi du har lært det på dit studie, men prøv i stedet at tænke over, hvad det er, du er virkelig god til, og så find tre ting og byg din profil op om det. Så fremstår du autentisk. Og det kan jo være en blanding af faglige kompetencer og personlige. Hvis man er virkelig struktureret, kan det være man er god til at kigge på data, og så kan de ting blive slået sammen. Alle kan skille sig ud, hvis man tør at fremhæve de her ting, og det vil vi også rigtig gerne hjælpe med.”
Hvad nu, hvis jeg ikke får det job, jeg ønskede, eller hvis jobbet ikke er det, jeg troede det ville være?
”Det første job er aldrig det sidste, og det kan føles enormt vigtigt, at det første job bliver ’all that’ – altså i en eller anden toneangivende virksomhed som alle kender, eller at man har en fed titel. Men det, der er mest afgørende, er at komme i gang, for man får altid noget med. Så jeg vil altid råde folk til at søge bredt inden for ens faglighed. For hvis man for eksempel arbejder i en lille virksomhed, der sælger værktøj, og laver marketing for dem, og det var overhovedet ikke det, man havde tænkt, man ville, så lærer man stadig marketingdisciplinen, og man får stadig nogle erfaringer og resultater, som man kan tage med videre og overføre direkte i en anden virksomhed.”
Vi skal altså aflive myten om, at karrieren som noget man kravler op ad, og frygten for, om man nu har nok på ens CV. I stedet skal vi være nysgerrige, og bruge studietiden til at udforske, hvad vi godt kan lide, og hvor vi kunne se os selv.