Om du er gået på juleferie, eller om du er i fuld sving med at læse til eksamen, så skal der stadig være tid til julehygge og afslapning. En perfekt måde at komme i julestemning på er selvfølgelig at se en masse snefyldte julefilm med en stor kop varm chokolade. Studenterbrød giver dig her 7 anbefalinger til julefilm, som du måske ikke har set endnu.
Tekst / Ida Caroline Hansen
Foto / Chad Madden
Udgivet / December 2023
1. Klaus
Synes du ikke, at animationsfilm er særlig julede? Så kan du godt tro om igen. I animationsfilmen Klaus fra 2019 får julemanden en ny fortælling. Her følger vi den dovne og selvcentrerede Jesper Johansen, der bliver sendt til en afsides by Smeerensburg af postakademiet som konsekvens af sin ugidelighed. I byen bekriger alle hinanden, men da Jesper møder Klaus og Alva begynder tingene at forandre sig. Filmen er både sjov, overraskende og ikke mindst rigtig hyggelig!
Filmen kan ses på Netflix.
2. Miraklet på Manhattan
Har du også en forkærlighed for 90’er film, der foregår i New York? I genindspilningen af Miraklet på Manhattan fra 1994 får vi julestemning fra 90’ernes New York for alle pengene. Her følger vi den lille pige Susan, hvis mor er pressechef i et stormagasin. Susan har mødt mange julemænd i stormagasinet gennem sit liv, og hun har derfor mistet troen, men stormagasinets nye julemand er der noget anderledes ved. Filmen bevæger sig langsomt og fint ind i julestemningen, og som seer lader man sig trygt flyde med.
Filmen kan ses på Viaplay og Disney+
3. Arthurs Julegaveræs
Undrer du dig stadig over, hvordan julemanden kan nå at dele gaver ud til alle børn juleaften? I animationsfilmen Arthurs Julegaveræs fra 2011 er svaret noget mere højteknologisk, end vi går og tror. Men selv den mest optimerede teknologi kan slå fejl, og dette år er der én julegave, som er blevet glemt. Det er nu op til Arthur og Julefarfar at rette op på fejl, men kan de mon nå det? Der er masser af action og ægte julekaos fra start til slut, når alle gaverne skal deles ud.
Filmen kan ses på Viaplay og Amazon Prime Video
4. Dolly Parton’s Christmas On The Square
Er du vild med Dolly Parton og musicals? Så skal du se Dolly Parton’s Christmas On The Square fra 2020. Filmen er ikke en dokumentar om Dolly Parton, men en klassisk spillefilm, hvor Dolly Parton har fået den passende rolle som engel, der skal omvende den koldhjertede Regina, der er i gang med at sælge den by hun er opvokset i. Det er ægte Scrooge-stil, og Dolly har selvfølgelig skrevet musik til det hele.
Filmen kan ses på Netflix
5. The Family Stone
Er du spændt på at holde jul eller julefrokost med din nye svigerfamilie? Så skal du måske vente lidt med at se The Family Stone fra 2005. Her får du nemlig juleintriger for alle pengene, når den perfektionistiske og kontrollerede karrierekvinde Meredith skal tilbringe julen med hendes løsslupne og kaotiske svigerfamilie. Lige under kaosset er der dog masser af kærlighed, som man kan varme sig på i.
Filmen kan ses på Disney+, Viaplay og YouSee TV & Film
6. Den tid på året
Fra en kaotisk familie til en anden. Julen bringer det bedste og det værste frem i os, når hele familien skal samles i den traditionsbundne højtid. Det gælder også for den danske julefilm ‘Den tid på året’ fra 2018. Her er vi til juleaften hos Katrine og Mads, der vil holde en perfekt jul, men familiens forskelligheder og deres uudtalte konflikter spænder ben for julefreden. Filmen er tåkrummende sjov, når den bevæger sig lige over grænsen, og hvis man føler et pres på hyggen juleaften, vil man kunne relatere til denne film.
Filmen kan ses på Viaplay og YouSee TV & Film
7. Jingle Jangle: A Christmas Journey
Den sidste juleanbefaling herfra er endnu en julemusical, nemlig den magiske og smukke Jingle Jangle: A Christmas Journey fra 2020. Legetøjsskaberen Jeronicus Jangle laver magisk og fantasifuldt legetøj, men da hans bedste opfindelse bliver stjålet af hans assistent, er det op til hans barnebarn at bringe det hele på plads.
John Legend leverer sange til filmen, og filmæstetikken er fuldkommen MAGISK.
Filmen kan ses på Netflix