Vi har sagt farvel til 2023, og velkommen til 2024. Derfor kigger Studenterbrød tilbage på nogle af de historier, højdepunkter og trends, som fik særligt opmærksomhed inden for kommunikations-, sprog- og marketingverdenen i 2023.
Tekst / Pernille Futtrup, Stina Hyllested Volf og Ida Caroline Hansen
Foto / Christian Escobar
Udgivet / Januar 2024
Hvad husker du særligt 2023 for? Vi har i Kommunikation og Sprogs studenterteam set tilbage på året 2023 og udvalgt fem begivenheder, vi særligt vil huske tilbage på.
“Historier skal være frie”
Er der en kommunikationsmedarbejder, der skal have en klapsalve, er det den, der kom med ideen til Onkel Rejes comeback video, der udkom den 1. juni 2023. Mads Geertsen måtte i foråret 2023 sygemeldes efter voldsomme trusler og chikane i form af beskeder med hadefuld retorik på grund af hans bramfrie karakter Onkel Reje. I videoen starter Mads Gertsen som karakteren Onkel Reje og fortæller, at karakteren jo bare er noget, de har fundet på, samt at historier skal være frie, og det er der ikke nogen sure voksne, der skal lave om på. Halvvejs inde i videoen smider Onkel Reje klovnekostumet og viser med et tydeligt skift, at der er et ægte menneske “inde i karakteren”, og at han er en skuespiller, der fortolker en karakter. Videoen viser, hvordan ordentlig og veludført kommunikation kan gøre en forskel.
Comebacket har medført en pris for “Årets børnepersonlighed” til Børn i Byens Awardshow i november 2023, et værtskab til Børne MGP i 2024 og at Onkel Reje til samtlige Cirkus Summarum shows sommeren 2023 fik stående klapsalver fra publikum, når han entrerede i showet.
Verden blev pink, alle talte om Kenergy, og så var der Barbenheimer
2023 var også året, hvor Barbie The Movie fik, hvad der føles som hele verdens befolkning til at strømme i biograferne. Og det kan de takke deres marketingindsats for. Aldrig har farven PINK været så populær, og det nye begreb “Kenergy” opstod, takket være Ryan Gosling.
Barbie viste os, at med strategisk og veludført marketing kan man sagtens trænge igennem mediestøjen med sit budskab. Og nu hvor vi har bragt Barbie på banen, kan vi heller ikke glemme Barbenheimer, der endte med at få status som et kulturfænomen.
Twitter blev til X
2023 var også året, hvor Elon Musk købte Twitter, og vi i kommunikationsbranchen skulle vende os til, at den ikoniske blå fugl nu var blevet til et sort kryds med navnet “X”. Mange eksperter satte spørgsmålstegn ved denne re-branding, for var det nu en klog idé at ændre på noget, som i virkeligheden er så ikonisk som navnet Twitter og den lille blå fugl? Så har det været et galt eller genialt trick, Elon Musk hev ud ærmet, da han købte Twitter? Alt vi kan sige er, at folk stadig bruger platformen som før i tiden, så helt galt har det måske ikke været.
TikTok skandalen
De danske virksomheder kunne dårligt nok nå at få gang i deres TikTok profiler, før de pludselige alle blev anbefalet at slette appen. I starten af året frarådede Center for Cybersikkerhed at have TikTok installeret på deres arbejdsenheder pga. risiko for spionage. Og ugen efter advarede også Dansk Erhverv sine medlemmer mod at bruge TikTok på arbejdstelefonen. Det viser sig nemlig at ByteDance (selskabet bag TikTok) indsamler masser af data fra brugerne, og i større omfang end tilsvarende apps. Selv afviser ByteDance dog anklagerne, og de er sidenhen begyndt at åbne Datacentre i Europa, som gemmer brugerdata lokalt i Europa, i håbet om at vinde de europæiske virksomheders tillid tilbage. Om det er nok til at vinde virksomhederne tilbage på TikTok, vil tiden vise.
AI er blevet hverdag
Endelig kan man ikke sige 2023 uden at tale om AI og ChatGPT. Og det faktum at ChatGPT blev kåret som årets ord i Danmark i 2023, understreger dette meget godt. AI er et emne, som vil fylde de næste mange år i kommunikationsbranchen, hvilket ligeledes blev understreget på årets KS-Dag, hvor netop AI og den digitale fremtid var på dagsordenen. AI har nemlig en stor indflydelse på kommunikationsfaget, og det er vigtigt, at vi som studerende og kommende kommunikatører ser AI som en mulighed og ikke en ulempe. Hvis du er nysgerrig på AI, og gerne vil blive klogere på dens indflydelse på kommunikationsfaget, så hop ind i Kommunikation og Sprogs AI univers her.