Skip to content

Marketing

8 skøre marketingkampagner, der ramte rigtigt

For at lave en kampagne, som virkelig bliver bemærket af det moderne menneske, der bombarderes med over 4.000 reklameindtryk om dagen — eller det gør den gennemsnitlige amerikaner i hvert fald — så skal der noget ud over det sædvanlige til. Derfor må marketingfolk lægge deres krøllede hjerner i blød for at komme på idéer, der skiller sig ud. Vi har samlet otte eksempler på marketingkampagner, der var noget ud over det sædvanlige, og som ramte helt rigtigt.

Wassup!

Hvis du er født i 90’erne, har du med stor sandsynlighed hørt nogen sige ”wassup”, altså ”what’s up”, med tungen hængende ud af munden. ”Wassup” var en lidt mærkelig og meget populær joke, som blev gengivet i forskellige film og tv-serier. Det stammer fra en tv-reklame fra 1999 for den amerikanske øl Budweiser. Her tager fem venners telefonsamtale en drejning, og samtalen ender med at bestå udelukkende af ”wassup”. Man forestiller sig, at dem, der kom på idéen til den reklame, måtte bruge deres bedste overtalelsesevner for at overbevise deres chef om, at den var en god idé. Hvis det var tilfældet, var chefen nok glad for at være blevet overtalt, for ”wassup” blev en ikonisk joke, der tog flere år om at dø. Du kan se den her.

Smart thief caught on camera

Sidst i december i 2011 blev der lagt en video på Youtube, og den spredte sig hurtigt på de sociale medier. Det var overvågningsoptagelser fra en elektronikbutik af en snedig tyv, der øjensynligt ikke havde nogen tyvekoster på sig. Som tilskuer undrer man sig over, hvor han dog gemmer de stjålne varer. Det åbenbarer sig, da man ser tyven fra en anden vinkel, og det viser sig, at han hele tiden har haft et stort fladskærms-tv under armen. Tv’et var altså  fladt, at det ikke var synligt, når man så tyven forfra!

Overvågningsoptagelserne var ikke autentiske, men snedigt udtænkt marketing fra en fjernsynsproducent. Det, at videoen til forveksling lignede meget af det, der florerer på de sociale medier, gjorde almindelig markedsføring af den overflødig — folk delte den med hinanden helt af sig selv, som de ville gøre med andre sjove videoer. Hvis du vil se den, selvom vi har afsløret tyvens smarte trick, kan du gøre det her.

Pinligt!

I Metroxpress kunne man i maj 2015 læse denne annonce:

“Vi har MAX 260 tegn til at skrive noget med OneDrive gemmer alt dit hejs i skyen, virker på alle devices (Marianne siger vi godt må nævne iPad), til hele familien bla bla….sælge sælge. Hvis vi skal i MX med den her annonce, skal den sgu sidde lige i skabet:)”

Øjensynligt en bommert af de helt store — og så fra en virksomhed så stor og seriøs som Microsoft. Den pinlige annonce fik hurtigt liv på de sociale medier, hvor den blev delt flittigt, og det blev diskuteret, om det var en fejl eller overlagt. Det blev afsløret en uge senere, da Microsoft udtalte, at annoncen var gennemtænkt og nøje planlagt og havde virket præcis efter hensigten. Marketingafdelingen formåede med den fejlfyldte annonce at skabe en kampagne, der startede på print, men hurtigt bevægede sig online, hvor den blev grinet af, delt og diskuteret. Desuden blev der skrevet adskillige artikler om den.

Hvis jeg griner, deler jeg

Nu om dage er det ultimative mål for mange marketingfolk at få deres indhold til at gå viralt — og det er langt fra en let opgave. Den nyopstartede virksomhed Dollar Shave Club mestrede denne opgave til perfektion med deres billigt producerede video med den ydmyge titel ”Our Blades Are F***ing Great”. Den fik over fem millioner visninger på YouTube på 90 dage, og i skrivende stund har den over 25 millioner visninger. Med selvironi og overraskende momenter gik videoen rent ind hos publikum, forvandlede et kedeligt hverdagsprodukt til noget sjovt og beviste, hvor stærkt et værktøj humor er i marketing. Hvis du ikke har set den endnu, er den bestemt de 1:33 sekunder værd. Du kan se den her.

Kæmpeslange løs i København!

Mange kiggede sig nok en ekstra gang over skulderen, da en bus i 2010 kørte rundt i Københavns gader med en kæmpemæssig kvælerslange snoet om sig. Slangen var veludført marketing for Zoologisk Have, der fik forbipasserende til at trække på smilebåndet og hive kameraet op af tasken. Busannoncen hittede også online og blev rost til skyerne af internationale marketingfolk. Du kan se et billede af bussen her på det amerikanske site AdsoftheWorld, hvor du i øvrigt kan finde samlinger af andre sjove og innovative reklamekampagner.

39 kilometers frit fald

Når man snakker om skør marketing, er man næsten nødt til at nævne dengang, Red Bull kastede en mand ud i frit fald fra kanten af stratosfæren. Den 14. oktober 2012 tog den østrigske faldskærmsudspringer Felix Baumgartner et spring fra 39 kilometers højde. Springet brød lydmuren og slog adskillige verdensrekorder. Selvom Red Bull udtalte, at stuntet blev udført af videnskabelige årsager og ikke havde noget at gøre med marketing, fik det massiv mediedækning. Springet blev vist på tv i 50 lande og fik over 52 millioner live visninger online, hvor folk fulgte med med tilbageholdt åndedræt. Om end stuntet blev udført med videnskab eller marketing for øje, steg salget af Red Bull, efter Baumgartner — eller bare ’the Red Bull guy’ — kastede sig ud i et frit fald, der varede 4:22 minutter, og som du kan se her.

Vil du finde dig i det?

En overvågningsfilm fra 2013 viser, hvordan et hold bygningsarbejdere ankommer med afskærmningstape og gravko for at rive et hus på en ganske almindelig, dansk villavej ned. Beboerne i huset er dog ikke blevet informeret om, at deres hus skal jævnes med jorden, og protesterer forståeligt nok højlydt. Videoen er ikke en overvågningsfilm eller skjult kamera, men en kampagne fra Mellemfolkeligt Samvirke. Den stiller spørgsmålet: ”Vil du finde dig i det?” og informerer om, at uautoriserede nedrivninger af folks hjem ikke er unormale i Afrika. Videoen taler direkte til seerens retfærdighedssans og bringer problemet tættere på hverdagen. Den høstede mange delinger og likes, og engelske undertekster blev hurtigt efterspurgt. Du kan se den her.

Kokken, der blev til et meme

Du har helt sikkert set kokken, der med utrolig indlevelse drysser salt på et stykke kød. Han hedder Nusret Gökçe, men er kendt som Salt Bae på internettet siden januar 2017, da han postede en 36 sekunder-lang video på Instagram af sig selv, der tilbereder og vigtigst af alt drysser salt på en bøf. Videoen gik hurtigt i omløb på de sociale medier, og dagen efter postede Bruno Mars salt-drysningsøjeblikket med teksten ”Annndddd I’m out”, som blev til et meme, der på under 48 timer havde 2,4 millioner visninger. Der er siden blevet lavet utallige memes med Salt Bae, som i dag ejer restauranter over hele verden, som folk valfarter til — ikke mindst for at se den berømte salt-drysning, som du også kan se her.

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search