Kultur

I 2010 udgav filminstruktøren Spike Jonze kortfilmen “I’m here”. En film om to robotter, der bor i Los Angeles. Den ene af robotterne er en mandlig figur udformet med en menneskekrop og en gammel computer som hoved. Den anden er en kvinde med et lidt mere realistisk ansigt og menneskeformet krop. Robotter må ikke køre bil, men hunrobotten gør det alligevel. Den mandlige robot er meget ensom og føler sig fremmedgjort. De repræsenterer begge noget i samfundet, som er op til egen fortolkning.

Helle Helle-litteratur i sci-fi-form

Spike Jonze er virkelig god til at give sci-fi’en en realitetssans i forhold til galakser langt ude i fremtiden. Spike Jonze er Helle Helle inden for sci-fi filmens genre; realistisk uden at der sker særlig meget, mens der sker virkelig meget inde i mennesket. Det viser han også i sin sci-fi-film “Her” fra 2013 om en mand, der arbejder med at skrive analoge kærlighedsbrevefor andre. Ham og hans kone er lige gået fra hinanden, og han er ensom. Vi er med, når han spiller fede augmented reality-spil, og når han får et nyt styresystem til sin computer.

Kærlighed mellem mennesket og IPA’en

Styresystemet i denne nære fremtid er så veludviklet, at man ikke bare kan tale til det; man kan rent faktisk flirte med det. Naturligvis bliver de to kærester i filmen. Rent tidsmæssigt udspiller filmen sig i en tid, hvor man som samfund er i gang med at acceptere robotter som en del af ens verden — for verden tilhører vel alle? De to går igennem op- og nedture, hans venner accepterer, at han er kæreste med et styresystem, og verden virker ikke til at være bange for det fremmede (læs: IPA’erne (Intelligent Personal Assistens)).

Etik og robotter

I 2018 er vi så langt i udviklingen af intelligente maskiner, at vi i Danmark snakker om et separat Etisk Råd for digitaliseringen for at formulere nogle etiske grundregler inden for dette felt. Det viser filminstruktøren Jake Schreier i filmen ’Robot & Frank’ fra 2012. Her er en ældre tyv, Frank, blevet så gammel, at hans børn mener, han skal have en hjælpende hånd. De har ikke selv tid til at hjælpe i deres travle hverdag. Derfor køber de ham en robot, der hjælper ham med at lave mad, gøre rent, være selskab og assistere Frank i det, han nu har brug for. Og Frank har altså også brug for en hjælpende hånd til at lave indbrud i riges hjem. Robot aner ikke, at det han gør, er etisk forkert, da Frank gør det til etisk korrekt. Det er en virkelig fin film om den nære fremtid og om etik, samfundet, accepten af det fremmede, om relationer mennesker imellem og relationen mellem mennesket og robotten.

Den nære fremtid er nær

Det er kunstig intelligens på film. Men det virker ikke til, at vi er så langt fra den form for verden, hvor robotter bliver en større del af vores samfund og hverdag. Tag for eksempel Sophia the Robot. Hun har sin egen Wikipedia-side. Det er altså mere, end jeg kan sige om mig selv og nok alle, jeg kender. Og altså … hun har ikke bare en side på engelsk, men hendes danske Wikipedia-side er noget længere, end de fleste vigtige mennesker, der har levet. Sophia the Robot er sarkastisk og sjov, hun har omkring 93.000 følgere på Twitter, hun har fået tildelt Saudi Arabisk statsborgerskab, været på forsiden af det indiske Cosmopolitan og været gæst i talkshowet The Tonight Show med Jimmy Fallon.

En anden stor robot i vores samfund er Miquela eller Lil Miquela. Hun er sanger, model og influencer. Hun hænger ud med rigtige personer, har 1,3 millioner følgere på Instagram, og så bruger hun de sociale medier til at støtte sociale sager som feminisme, Black Lives Matter, rettigheder for transkønnede og flygtninge.

Udover at være fortalere for retfærdighed og forbilleder for ikke at være bange for det fremmede ytrer de begge to, at de ikke er her på jorden for at overtage verdensherredømmet. De er bare seje og humanistiske i ordenes bedste facon.