I et evigt skiftende kommunikationslandskab kan det være uoverskueligt at holde sig opdateret på, hvad der rører sig. Den vedvarende strøm af nye teknologier, trends og tendenser gør det nemt at miste overblikket, men giv ikke op! Der findes mange forskellige muligheder for at holde sig opdateret, og det handler bare om at finde dem, der passer til dig.
Tekst / Line Skydsgaard
Foto / Oleg Laptev
Udgivet / april 2019
Tilmeld dig Facebook-gruppen ’Kommunikations- og marketingstuderende’
Når man nu alligevel ikke kan undgå at blive suget ind af Facebooks feed, hvorfor så ikke fylde det med ny og brugbar information? I Facebook-gruppen Kommunikations- og marketingstuderende bliver der delt spændende artikler, studie- og praktikopslag, gratis arrangementer og andre tips specielt udvalgt til kommunikations- og marketingstuderende.
Lyt dig klogere
Podcasts er en genial måde at få et skud ny viden, mens man sidder i toget, er i gang med rengøringen eller nyder solen med en kop kaffe. Kommunikation og Sprog laver en podcast, hvor artikler fra Kommagasinet.dk bliver læst højt og nye tendenser debatteret. Hvis du har brug for mere inspiration, er her en samling af syv anbefalelsesværdige podcasts, hvor der er noget til ethvert interessefelt inden for kommunikation, medier og marketing.
Få ny viden i din indbakke
Hvorfor opsøge ny viden, når du kan få den til at komme til dig? En god måde hurtigt at få indblik i, hvad der rører sig, er at tilmelde sig et eller flere relevante nyhedsbreve. Kommunikation og Sprogs studenternyhedsbrev giver et overblik over, hvilke kurser og webinarer der bliver udbudt nær dig, præsenterer et attraktivt studiejob og indeholder en artikel om et relevant emne inden for kommunikation, sprog eller marketing. Det kan du tilmelde dig her.
Andre nyhedsbreve, der giver et godt overblik, er Kommunikationsforums, som indeholder artikler om nye trends, analyser af kommunikationsfaglige tendenser og anvendelige værktøjer, MediaWatchs, der samler nyheder inden for medieverdenen, og Bureaubiz’, som giver et ugentligt brief om nyt inden for marketing og reklame.
Gratis kurser og webinarer
Kommunikation og Sprog udbyder en masse forskellige kurser, som medlemmer kan deltage i gratis for at få nye kompetencer og ny faglig viden. Man kan for eksempel lære om søgemaskineoptimering, InDesign og Excel. Der bliver arrangeret foredrag med forskellige eksperter, som man kan gå til og blive klogere på for eksempel internettets trolde eller intern virksomhedskommunikation. Man kan også blive klogere hjemme fra sofaen ved at tilmelde sig et webinar eller tage et af webinarerne fra arkivet. De kan for eksempel handle om Google Ads eller WordPress. I nogle tilfælde ender man med et kursusbevis, som med fordel kan bruges til at pifte CV’et op.
En anden mulighed for at gå til gratis kurser er hos Google Success Online, som både tilbyder onlinekurser og kurser, hvor man er fysisk til stede, i forskellige emner inden for online markedsføring.
På LinkedIn findes der massevis af grupper og sider, man kan følge og få opdateringer fra. Kunne du for eksempel tænke dig at holde dig opdateret på nye tendenser inden for podcast, kan du følge sider og blive en del af interessefællesskaber, der beskæftiger sig med det. Det styrker samtidig dit LinkedIn-netværk og viser folk, der besøger din profil, hvad dine professionelle interesser er.
Læs dit fagblad
Hvis du foretrækker at få dit kommunikations- og marketingfiks analogt, kan du få det leveret direkte i postkassen. Hvis du er medlem af Kommunikation og Sprog, får du hver måned tilsendt Kommagasinet.dk, som med fingeren på pulsen bringer artikler om nye tendenser og interviews med fagfolk og eksperter. Der er også tips og tricks til kommunikationsfolk og gode råd til at få et bedre arbejds- og studieliv.
Hvad end du er til at få din faglige opdatering på skrift, til et kursus eller direkte i øregangen, findes der en mulighed for dig. Og har du selv et godt tip til at holde sig opdateret på kommunikation, medier og marketing, hører vi meget gerne fra dig. Så kan vi nemlig dele det med andre.