Hjemme-uni kan give anledning til flydende dage og uger. Som studerende holder vi ikke rigtig fri på samme måde, og den der skyldfølelse er større end normalt. På Studenterbrød kan du læse om nogle smarte og enkle teknikker til at dele hverdagen op i studie, job og fritid.
Tekst / Emilie Skovly
Foto / Pixabay
Udgivet / 31/3 2020
Nu er der gået et par uger af denne hjemme-uni-tid. Personligt vil jeg sige: Det er simpelthen så uendeligt ufedt.
Tiden er blevet for flydende. Jeg kan ikke se forskel på arbejdstiden og fritiden. Jeg synes hele tiden, jeg er bagud, selvom jeg vist ikke er. Det er som om, der er tilsat et ekstra element af stress og dårlig samvittighed i den evige ‘man har aldrig fri’-følelse, som vi studerende normalt går rundt med.
Jeg holder simpelthen ikke fri, da tiden flyder sammen. Jeg har ikke styr på min tid, og jeg har ikke et overblik over mine opgaver til mit speciale og mit studiejob, og jeg føler, jeg er nødt til at arbejde hele tiden, hver gang jeg kommer i tanke om noget relevant. Jeg har researchet lidt på emnet og fundet nogle enkle ting, jeg kan gøre. Dem vil jeg naturligvis dele med dig:
Lav et større matrix-skema
Prøv at lave et uge-skema for semestrets resterende uger. Tag gerne flere stykker papirer og lav en matrix. På den ene side skriver du dag og dato, og på den anden side skriver du dine opgaver.
Hæng dem op, hvor du sidder og studerer. På den måde har du overblik over, hvad du skal nå – også ude i fremtiden.
Forhåbentlig finder du ud af, som mig, at du har mere tid, end det virker til inde i hovedet.
Indlæg gerne tidspunkter på ugen, hvor du kan dyrke lidt yoga eller andre hjemmeøvelser. Du kan også lave disse stræk-ud-øvelser, som Kommunikation og Sprogs samarbejdspartner Tryg har lavet.
Tomat-teknikken
For nogle uger siden skrev en jurist og en karriererådgiver fra Kommunikation og Sprog en artikel med nogle gode råd til et godt arbejdsmiljø derhjemme.
De anbefaler at bruge pomodoroteknikken, når ens nye hverdag skal struktureres på den mest brugbare måde. Læs en gennemgang af teknikken her hos onlinemagasinet Alt om Ledelse.
Det er en teknik, der i alt sin enkelthed går ud på, at du sætter dit ur på 25 minutter, og så arbejder du intensivt i de 25 minutter.
På den måde trigger du hjernen til at tænke “25 minutter! Jeg kan godt klare at koncentrere mig i 25 minutter”. Det giver dig også en god anledning til at få pauser uden at have den samvittighed, der er alt for dårlig.
Det er ikke en nem opgave, nogen af os er kommet på. Husk det. Og husk at holde fri en gang i mellem. <3