Skip to content

Tips og Tricks

Afgående KS-formand: ”Nyd nu dine år som studerende”

Det er vemodigt, at vi skal sige farvel til Per Lindegaard Hjorth efter tolv år i front for Kommunikation og Sprog. Vi har sat os ned og taget en snak med manden, der har kæmpet for de studerende i en årrække, for at høre KS’ afgående formand Per Lindegaard Hjorths sidste råd til os studerende.

Kommunikation og Sprogs formand Per Lindegaard Hjorth trådte officielt af som formand for forbundet ved lørdagens repræsentantskabsmøde. Det var en tårevædet mand, der besluttede sig for, at det efter tolv år er blevet tid til at overlade ansvaret til en ny og frisk forperson for KS.

”Jeg har elsket hvert eneste sekund som formand for det her forbund. Men jeg tror, der kommer et naturligt punkt, hvor man har nået rigtigt meget, og man så løber tør for ideer,” siger Per Lindegaard Hjorth.

Posten som formand har også haft store omkostninger. Per valgte at stå i spidsen for forbundet, selv om det har betydet, at han til tider har været nødsaget til at prioritere forbundet over familie og venner. Han råder studerende til at tænke sig om, før de haster efter det samme liv, for det har omkostninger, som man først indser senere. Ifølge formanden er studietiden eminent, og vi bør glæde os over den, imens vi har den.

”Nyd den. Lad være med at have travlt med at komme ud på arbejdsmarkedet. I får aldrig så meget tid til rådighed. I synes selv, at I har rigtig meget at lave, det har I heldigvis også. Men tro mig, efter jeres studietid er der rigtigt meget at lave, for der bliver noget med familie, arbejde og alle mulige andre ting. Glæd jer over studietiden, og den frihed det er selv at kunne tilrettelægge det meste af ens tid,” siger Per Lindegaard Hjorth.

Prøv nye ting af 

Formandsposten var ikke altid Pers store ambition, tværtimod drømte Per om at bosætte sig i de lande, hvor han kunne bruge sine sproglige egenskaber. Her boede han i Tyskland og Frankrig for at udforske kulturen og prøve forskellige ting af, imens han var ung og havde muligheden.

Fremfor at skynde sig ud på arbejdsmarkedet som studerende, så bør du ifølge Per prøve forskellige ting af, før du finder ud af, hvad der er det rigtige for dig. Han forstår godt, hvis studerende vil bruge al energi på at læse, arbejde og karriere, men råder af erfaring til at huske, at der også er andre ting i livet. Hans råd til de studerende er derfor altid at stole på egen mavefornemmelse og følge den.

Lad andre hjælpe dig

Per har aldrig selv haft en rollemodel, men pointerer kraftigt, at studerende bør søge relationer, hvor de kan fagligt sparre, netværke eller lære. Hvis der er noget, alle har lyst til, så er det at fortælle om dem selv og deres liv, griner formanden kækt.

”Folk vil gerne hjælpe andre. Man skal ikke holde sig tilbage. Som studerende skal man springe ud i det,” siger Per og fortsætter: ”Hvis du synes, en eller anden laver noget vildt spændende, så spørg vedkommende, om de ikke har tid til en kop kaffe, fordi du er dybt inspireret og optaget af deres evner, som du håber at kunne lære af”.

Det er ikke kun rollemodeller, du skal spørge til råds. Ifølge Per bør du tage imod råd fra dine forældre, venner, undervisere og mange flere. De kan se nogle evner i dig, som du ikke selv er opmærksom på, at du bør udnytte. Vær derfor altid nysgerrig på andre mennesker, og lær af deres erfaringer.

Lad dig blive udfordret

I løbet af livet vil du begå fejl, og der vil komme en masse modgang, som du vil føle bliver for meget. Per har oplevet det i mange år som formand og prøver altid at vende det til noget positivt for ham selv.

”Det er vigtigt at lave fejl, hvis man tager ved lære af det. Og modstand er kun godt, for det er med til at kvalificere beslutninger, det gør, at man ser flere aspekter af en sag,” siger han.

Han fortæller i et højt tempo om fejl og bump på vejen, men gang på gang vender han tilbage til, at løsningen for ham altid har været ærlighed og autenticitet i sin lederstil.

”Jeg har altid været åben, ærlig og fortalt om mine egne følelser om problemer. Og det har jeg altid troet på, at man kom længst med. Jeg er ikke bleg for at fortælle, hvad der gør mig glad, ked af det, og hvad der driver mig. Det kan ikke betale sig at skjule sig og være en anden,” siger Per og lader stilheden falde over kontoret.

Afgående Per Lindegaard Hjorth takkede lørdag af som formand for Kommunikation og Sprog. Det blev vedtaget, at Cathrine Holm-Nielsen overtager posten. Vi glæder os til, at Cathrine Holm-Nielsen vil hjælpe os studerende i samme grad som Per.

Held og lykke på din videre fart, Per.

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search